Landsskatteretten: Afskrivning på kornsiloer og korntørringsanlæg - sondring mellem bygning og driftsmiddel

Sagen omhandlede en klage over SKATs afgørelse vedrørende fradrag for afskrivninger på to kornsiloer, der var anskaffet af en virksomhed drevet i interessentskab af klageren og dennes ægtefælle. Virksomheden, der driver en ejendom med bortforpagtet jord og driftsbygninger samt udlejningsejendomme, havde i 2008 anskaffet to fritstående stålsiloer med indbygget korntørringsanlæg til en samlet anskaffelsessum på 1.650.442 kr. ultimo 2011. Siloerne var skattemæssigt selvangivet afskrevet som driftsmidler.

SKAT havde ikke godkendt fradrag for afskrivninger på kornsiloerne med 174.744 kr., idet de anså hele anskaffelsessummen for at være en bygning eller bygningsbestanddel. SKAT argumenterede for, at de installerede anlæg (blæsere, snegle, drivstation, tømmesystem og ovn m.v.) måtte anses for sædvanligt tilbehør, der tjente bygningens formål som kornsilo. SKAT henviste til, at en kornsilos anvendelse til erhverv i almindelighed naturligt omfatter opbevaring og tørring af korn. SKAT godkendte afskrivning efter Afskrivningsloven § 14 og Afskrivningsloven § 15 med en forhøjet sats på 8 % i henhold til Afskrivningsloven § 17, stk. 2, baseret på en antaget levetid på ca. 20 år.

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at der skulle godkendes fradrag for afskrivninger på de to kornsiloer som driftsmidler med i alt 306.779 kr. Subsidiært blev det anført, at den del, der udgjordes af korntørringsanlægget, skulle afskrives som driftsmidler og inventar, mens selve kornsilobeholderen skattemæssigt skulle anses for en bygning. Klageren argumenterede for, at siloerne skulle anses for løsøre, idet de ikke indgik i ejendomsvurderingen, selvom de fremgik af BBR-registeret. Det blev fremhævet, at siloerne kunne flyttes uden større besvær og udgift, hvilket talte for, at de var løsøre. Klageren fremlagde en detaljeret opdeling af anskaffelsessummen mellem driftsmidler og bygning, hvor korntørringsanlægget blev anset for at tjene driften af jordbruget og ikke bygningen.

SKAT fastholdt, at siloerne burde have været medtaget i ejendomsvurderingen, og at de ikke uden større besvær og udgift kunne nedtages og flyttes. Klageren imødegik dette med en mail fra leverandøren, der angav en nedtagningspris på 85.000 kr. og bekræftede, at siloerne var boltet fast og kunne nedtages uden kran, hvilket understøttede argumentet om flytbarhed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at kornsiloerne skulle afskrives som bygninger i henhold til Afskrivningsloven § 14 og Afskrivningsloven § 17. Dette blev begrundet med siloernes størrelse, udgiften ved en eventuel nedtagning, at de var fastgjort på et støbt fundament, og at de var fritstående uden direkte tilknytning til andre driftsbygninger eller produktionsanlæg.

Korntørringsanlægget blev derimod anset for at være installationer til brug for en særlig erhvervsmæssig udnyttelse af bygningen og dermed ikke sædvanligt tilbehør. Anlægget kunne derfor afskrives som et driftsmiddel. Dette omfattede som udgangspunkt også diverse el-installationer, dog med undtagelse af el-installationer vedrørende selve siloen, som blev anset for en del af bygningen.

Landsskatteretten lagde klagerens fordeling af den samlede anskaffelsessum mellem siloer og korntørringsanlæg til grund. For elinstallationer på 118.000 kr. blev 25 % henført til siloerne og 75 % til korntørringsanlægget.

Landsskatteretten vurderede, at siloerne isoleret set ville have en levetid over 25 år, hvorfor de kunne afskrives med 4 % i henhold til Afskrivningsloven § 17, stk. 1. Korntørringsanlægget kunne afskrives med 25 % som driftsmiddel.

De godkendte afskrivninger for klagerens andel blev opgjort som følger:

Da SKAT oprindeligt havde godkendt fradrag for klagerens andel af afskrivningerne med 66.017 kr., godkendte Landsskatteretten yderligere fradrag på 7.897 kr. (73.914 kr. – 66.017 kr.) for klagerens andel af de samlede afskrivninger.