Stadfæstelse af SKATs afgørelse om manglende fradrag for renteudgifter grundet manglende dokumentation for reelt gældsforhold

Sagen omhandler en klage over SKATs afgørelse om ikke at godkende fradrag for selvangivne og forskudsregistrerede renteudgifter for indkomståret 2012 og forskudsregistreringen for 2013. SKAT havde forhøjet klagerens indkomst med 156.197 kr. i 2012 og ændret forskudsregistrerede renteudgifter fra 165.000 kr. til 7.000 kr. for 2013.

Sagens baggrund og aftaleforhold

Klageren havde i 2012 en lønindkomst på 250.647 kr. og indberettede yderligere renteudgifter på 156.197 kr. for 2012 og 158.000 kr. for 2013. Disse renteudgifter stammede fra en kreditaftale med [finans3] og en kassekreditaftale med [finans4] ApS, begge vedrørende kreditrammer på over 1.000.000 kr. Aftalerne var knyttet til en tegningsaftale for aktier i [finans5] Inc., hvor klageren tegnede aktier for 1.000.000 kr., finansieret via lån fra [finans3].

Af tegningsaftalen fremgik det, at investoren ikke påtog sig nogen hæftelse ud over købsprisen, og at der var en garantiaftale, der sikrede, at lånet altid kunne indfries med aktierne. Prospektet for [finans5] Inc. beskrev formålet som investering i turisme og lovede høje estimerede afkast efter 7 år, uden løbende udbytte, men med konsolidering af overskud. [finans4] ApS markedsførte arrangementet som en "garanteret investering" uden risiko, hvor alle penge blev lånt, og hvor skattebesparelsen fra rentefradraget skulle bruges til at betale de månedlige ydelser.

De involverede selskaber ([finans7] ApS, [finans4] ApS, [finans3] ApS og [finans8] ApS) havde enten ingen offentliggjorte årsrapporter, var sendt til tvangsopløsning eller erklæret konkurs. SKAT havde politianmeldt personkredsen bag selskaberne.

SKATs begrundelse

SKAT godkendte ikke fradrag for renteudgifterne, da det var en forudsætning for fradrag, at der var tale om reelle renteudgifter fra et retligt forpligtende gældsforhold, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e. SKAT henviste også til Skattekontrolloven § 10 f, som pålægger udbydere af skattearrangementer dokumentationspligt. Da SKAT ikke modtog den udbedte dokumentation fra udbyderne, og da investorerne ikke syntes at have haft rådighed over lånet, blev arrangementet ikke godkendt skattemæssigt. SKAT ændrede forskudsregistreringen for 2013 med samme begrundelse, jf. Kildeskatteloven § 53, stk. 2.

Klagerens argumenter

Klageren påstod, at indkomsten skulle nedsættes til det selvangivne, og at betalinger på 51.000 kr. samt et tab på 50.744 kr. skulle godkendes. Klageren mente at have været imødekommende over for SKAT og anførte, at SKAT ikke havde specificeret, hvilken dokumentation der manglede. Klageren fremhævede, at SKATs afgørelse havde medført store økonomiske problemer.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om ikke at godkende fradrag for selvangivne og forskudsregistrerede renteudgifter for indkomstårene 2012 og 2013.

Landsskatterettens begrundelse

Landsskatteretten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e, som fastslår, at renter af gæld er fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det er dog en grundlæggende forudsætning for rentefradrag, at der foreligger en reel og retligt bindende låneaftale, der forpligter til både at betale gælden og forrente den. Bevisbyrden for at dokumentere dette påhviler klageren.

Retten bemærkede, at de fremlagte investerings- og låneaftaler var indbyrdes afhængige, og at tegningsaftalen specifikt angav, at investoren ikke påtog sig nogen hæftelse i forbindelse med investeringen. Dette, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, herunder at klageren ikke godtgjorde at have optaget og fået udbetalt et reelt lån, førte til, at der ikke blev anset at foreligge et reelt gældsforhold.

Landsskatteretten fandt derfor, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om fradragsberettigede renteudgifter. Retten havde ikke kompetence til at tage stilling til et eventuelt erstatningskrav fra klagerens side.