Nægtet rentefradrag for lån i skattearrangement uden økonomisk realitet

Sagen vedrører SKATs afslag på fradrag for renteudgifter for indkomstårene 2010-2012 samt en korrektion af forskudsregistreringen for 2013. Klageren havde selvangivet betydelige renteudgifter i forbindelse med lån, der angiveligt var optaget hos selskaberne [finans1] ApS, [finans2] ApS og [finans3] ApS.

Lånene var en del af et komplekst investeringsarrangement, "[finans7]", hvor lånebeløbet blev anvendt til at købe andele i et projekt, samtidig med at långiver garanterede et højt afkast og tilbød modregningsadgang i lånet. SKAT vurderede, at der var tale om et skattearrangement uden økonomisk realitet, som primært havde til formål at skabe et uberettiget rentefradrag. SKAT anførte, at klageren ikke havde kunnet dokumentere at have haft rådighed over de lånte midler eller at have betalt de påståede renter.

Klageren argumenterede for, at der var indgået reelle og retligt forpligtende låneaftaler, hvor han hæftede personligt for gælden, og at betingelserne for rentefradrag derfor var opfyldt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse for indkomstårene 2010, 2011, 2012 og forskudsåret 2013.

Retten lagde til grund, at fradragsret for renter i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e, forudsætter eksistensen af en retligt bindende forpligtelse til at tilbagebetale og forrente en gæld. Det påhviler klageren at dokumentere, at en sådan forpligtelse eksisterer.

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde løftet denne bevisbyrde. Følgende blev fremhævet:

• De fremlagte gældsbreve og kreditaftaler var enten ikke underskrevne, ikke daterede eller på anden måde mangelfulde.
• Der var ikke fremlagt dokumentation for, at klageren reelt havde modtaget og haft rådighed over de påståede lånebeløb.
• Der var ligeledes ingen dokumentation for, at klageren rent faktisk havde betalt de renter, som var selvangivet.

Samlet set understøttede sagens oplysninger og den manglende dokumentation SKATs vurdering af, at der ikke var tale om et reelt gældsforhold. Arrangementet blev anset for at være uden økonomisk realitet, og renteudgifterne var derfor ikke fradragsberettigede.