Direktionsvederlag til fraflyttet hovedanpartshavers ægtefælle var skattepligtigt, og rentefradrag for lån til livsforsikring blev nægtet

Sagen omhandlede to spørgsmål for en person, der var fraflyttet til Spanien, men fortsat modtog vederlag fra et dansk selskab, hvor hendes ægtefælle var hovedanpartshaver.

Det første spørgsmål var, om et årligt direktionsvederlag på 200.000 kr. for arbejde udført i Spanien var begrænset skattepligtigt til Danmark. Klageren mente, at vederlaget var omfattet af Kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, og dermed ikke skattepligtigt, da arbejdet ikke var udført i Danmark. SKAT mente derimod, at vederlaget var omfattet af den særlige værnsregel i Kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 7 (”konsulentreglen”), som netop omfatter vederlag til personer med tilknytning til selskabet, uanset hvor arbejdet er udført.

Det andet spørgsmål var, om klageren kunne få fradrag for renteudgifter på 320.560 kr. for et lån på 35 mio. kr., som var brugt til indskud på en kapitallivsforsikring i Luxembourg. Klageren argumenterede for, at hun var omfattet af grænsegængerreglerne, og at lånet var af "privat karakter" og dermed fradragsberettiget efter Kildeskattelovens § 5B.

Landsskatteretten gav SKAT medhold i begge punkter. Retten fandt, at direktionsvederlaget var skattepligtigt i Danmark efter konsulentreglen, og at reglen også gælder for almindeligt lønmodtagerarbejde og ikke kun i misbrugstilfælde. Endvidere blev rentefradraget nægtet, da lånet til livsforsikringen blev anset for en investering og ikke et lån af "privat karakter" som f.eks. et forbrugslån.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse på begge punkter.

Begrænset skattepligt af direktionsvederlag

Landsskatteretten fastslog, at vederlaget var omfattet af den begrænsede skattepligt i Kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 7. Retten henviste til Højesteretsdommen TfS1998.354H, som fastslår, at bestemmelsen, også kendt som "konsulentreglen", efter en formålsfortolkning ikke kun omfatter konsulentarbejde, men også vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold.

Retten afviste klagerens argument om, at reglen kun skulle gælde i misbrugssituationer. Selvom reglen er en værnsregel, er dens anvendelse ikke betinget af en subjektiv misbrugshensigt hos skatteyderen. Den finder anvendelse, når de objektive betingelser er opfyldt.

Disse betingelser var opfyldt i sagen:

• Klageren havde været fuldt skattepligtig til Danmark inden for de seneste 5 år før fraflytningen.
• Klageren havde en indirekte del i selskabets ledelse, kontrol og kapital. Selvom hun ikke selv var hovedanpartshaver, var hendes ægtefælle det. I henhold til Kildeskattelovens § 2, stk. 8, som henviser til principperne i Aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2, medregnes ægtefællens ejerandele.

Derfor var vederlaget på 200.000 kr. årligt skattepligtigt i Danmark.

Fradrag for renteudgifter

Landsskatteretten anerkendte, at klageren var omfattet af grænsegængerreglerne og dermed teoretisk kunne få fradrag for visse private udgifter. Retten nægtede dog fradrag for renteudgifterne på lånet til livsforsikringen.

Begrundelsen var en fortolkning af Kildeskattelovens § 5B, som tillader fradrag for renteudgifter af "privat karakter". Ifølge lovens forarbejder omfatter dette typisk renter af forbrugslån og studielån, men eksplicit ikke lån til erhvervelse af aktier, obligationer og lignende investeringer.

Retten fandt, at et lån på 35 mio. kr. til indskud på en kapitallivsforsikring i Luxembourg havde karakter af en investering og ikke kunne sidestilles med de private lån, som loven giver fradragsret for. Lånets omfang og formål harmonerede ikke med eksemplerne i forarbejderne. Derfor blev rentefradraget nægtet.