Etablering af privat parkeringsplads på privat fællesvej kræver kommunal tilladelse

En borger har henvendt sig til Vejdirektoratet vedrørende en genbos ønske om at etablere en privat parkeringsplads på en privat fællesvej. Borgeren var i tvivl om lovligheden og bekymret for, at etableringen ville medføre fjernelse af en afskærmning mod Kystbanen.

Regler for ændringer på private fællesveje

Vejdirektoratet udtaler, at hvis en grundejer ønsker at foretage ændringer på en privat fællesvej i et byområde, såsom at etablere en privat parkeringsplads, kræver det tilladelse fra både kommunen (vejmyndigheden) og politiet. Dette følger af privatvejslovens § 57, stk. 1, jf. færdselslovens § 92, stk. 1.

En sådan tilladelse er en offentligretlig tilladelse, hvilket betyder, at myndighederne ikke modsætter sig projektet, jf. definitionen i privatvejslovens § 56, stk. 1. Det er således muligt for beboere at få tilladelse til at reservere en parkeringsplads til specifikke brugere.

Kommunens sagsbehandling og vurdering

Når kommunen behandler en ansøgning, skal den vurdere, om færdselsmæssige eller vejtekniske hensyn taler imod projektet. Kommunen kan afslå ansøgningen på baggrund af disse hensyn.

Hvis der ikke er almene, offentligretlige hensyn, der taler imod, men der er uenighed mellem parterne, kan kommunen træffe en afgørelse efter at have afvejet de modstridende interesser. Borgerens bekymring om fjernelse af afskærmningen mod Kystbanen vil indgå i kommunens samlede vurdering.

Det er dog et privatretligt spørgsmål, om tilladelsen rent faktisk kan udnyttes, hvis der er uenighed mellem grundejerne. Sådanne tvister skal afgøres ved domstolene. Omkostningerne til etableringen påhviler ansøgeren.

Hvis en eller flere grundejere ønsker at foretage en ændring på en privat fællesvej i by eller bymæssigt område, f.eks. etablering af en privat parkeringsplads, kræver det, at der indhentes tilladelse fra vejmyndigheden (kommunen) og politiet. Det følger af privatvejslovens § 57, stk. 1, jf. færdselslovens § 92, stk. 1.

Kommunens godkendelse af en ansøgning indgivet efter § 57, stk. 1, er en offentligretlig tilladelse. En sådan tilladelse er udtryk for, at kommunen og politiet ikke vil modsætte sig, at den ansøgte regulering gennemføres, jf. definitionen på offentligretlig tilladelse i privatvejslovens § 56, stk. 1.

Når kommunen tager stilling til en ansøgning efter § 57, stk. 1, skal kommunen først og fremmest vurdere, om færdselsmæssige hensyn eller vejtekniske hensyn taler imod tilladelsen. Kommunen kan afslå at give tilladelse, hvis sådanne hensyn skønnes at være til hinder for det ansøgte.

Hvis almene, offentligretlige hensyn ikke taler imod det ansøgte, men kommunen er bekendt med en uenighed mellem sagens parter, kan kommunen lovligt træffe afgørelse efter at have afvejet de modstridende interesser iblandt vejejeren og de vejberettigede. Om tilladelsen rent faktisk kan udnyttes, er et privatretligt spørgsmål, som i tilfælde af uenighed – typisk mellem indehaveren af tilladelsen og vejarealets ejer – må afgøres ved domstolene.

Det betyder, at hvis almene, offentligretlige hensyn ikke taler imod det ansøgte, kan beboere på en privat fællesvej få en offentligretlig tilladelse til at reservere en parkeringsplads til en eller flere bestemte brugere/beboere.