Manglende bevis for opholdets varighed afviste fuld skattepligt

Sagen omhandlede, hvorvidt en person, der var udvandret til Frankrig i 2002, var blevet fuldt skattepligtig til Danmark fra 1. januar 2005. SKAT mente, at den fulde skattepligt var genindtrådt, da klageren havde rådighed over en helårsbolig i Danmark og, efter SKATs opfattelse, opholdt sig i landet i mere end 180 dage inden for en 12-måneders periode.

SKATs afgørelse var baseret på en analyse af klagerens bank- og korttransaktioner, hvor dage uden dokumenteret ophold i udlandet blev anset for at være tilbragt i Danmark. Dette førte til, at SKAT anså 180-dages reglen for overtrådt. Klageren bestred dette og fremlagde sin egen opgørelse, der viste færre opholdsdage i Danmark.

Opgørelse af opholdsdage i Danmark

De forskellige opgørelser af klagerens opholdsdage i Danmark var centrale for sagen:

Landsskatteretten fandt, at selvom klageren havde en helårsbolig til rådighed i Danmark, havde SKAT ikke løftet bevisbyrden for, at klagerens ophold i Danmark oversteg de kritiske grænser i Kildeskatteloven § 7, stk. 1. Retten lagde vægt på, at antallet af dokumenterede transaktioner var væsentligt højere i Frankrig end i Danmark, og at SKATs metode til at opgøre opholdsdage var usikker. Retten fandt det heller ikke bevist, at klagerens passive ejendomsudlejning udgjorde erhvervsmæssig aktivitet, der kunne udløse skattepligt. Derfor blev SKATs afgørelse ændret, og klageren blev anset for fortsat at være begrænset skattepligtig til Danmark.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og fastslog, at klageren ikke var fuldt skattepligtig til Danmark i perioden fra 1. januar 2005 til 31. december 2011.

Juridisk grundlag for skattepligt

Efter Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, er personer med bopæl i Danmark fuldt skattepligtige. For en person, der erhverver bopæl uden samtidig at tage ophold, indtræder skattepligten først ved ophold i landet. Et kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende udløser ikke skattepligt, jf. Kildeskatteloven § 7, stk. 1.

Ifølge fast praksis anses et ophold for at være mere end "kortvarigt", hvis det enten varer uafbrudt i mere end 3 måneder eller samlet overstiger 180 dage inden for en 12-måneders periode. Ophold under disse grænser udløser som udgangspunkt ikke skattepligt, medmindre der udføres erhvervsmæssige aktiviteter.

Vurdering af klagerens situation

Landsskatteretten fandt, at klageren havde rådighed over en helårsbolig i Danmark fra 1. januar 2005. Dette skyldtes først et sommerhus, der i henhold til Planloven § 41 kunne anvendes som helårsbolig, og senere en ejerlejlighed anskaffet i 2006. Bopælsbetingelsen var således opfyldt.

Spørgsmålet var herefter, om klageren havde taget ophold i Danmark i et omfang, der udløste fuld skattepligt. Landsskatteretten lagde afgørende vægt på, at SKAT ikke havde løftet bevisbyrden for, at klagerens ophold oversteg de fastsatte grænser.

Retten bemærkede, at de fremlagte kontoudtog viste markant flere transaktioner i Frankrig end i Danmark i årene 2007-2009:

• 2007: 125 transaktioner i Frankrig mod 30 i Danmark.
• 2008: 115 transaktioner i Frankrig mod 65 i Danmark.
• 2009: 129 transaktioner i Frankrig mod 48 i Danmark.

SKAT havde ikke dokumenteret omfanget af ophold for 2005, 2006, 2010 og 2011. For 2007-2009 fandt retten SKATs opgørelse af opholdsdage udokumenteret og lagde vægt på, at SKAT ikke havde godtgjort, at opholdene oversteg 180 dage inden for en 12-måneders periode eller varede mere end 3 måneder i træk.

Retten fandt det heller ikke godtgjort, at klagerens aktiviteter i forbindelse med ejendomsudlejning i Danmark havde en sådan erhvervsmæssig karakter, at de i sig selv kunne udløse skattepligt.

Konklusion

Da betingelserne for at anse klageren for at have taget ophold i Danmark ikke var opfyldt, blev SKATs afgørelse om fuld skattepligt ophævet. Klageren var i de pågældende indkomstår alene begrænset skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 2.