Landsskatteretten: Momspligt ved salg af campingvogne via tysk samarbejdspartner og spørgsmål om grov uagtsomhed

Sagen omhandler et selskabs salg af nye og brugte campingvogne til danske privatkunder via en tysk samarbejdspartner i perioden 1. januar 2009 til 30. april 2010. SKAT havde truffet afgørelse om, at selskabet skulle betale dansk salgsmoms af disse transaktioner, da leveringsstedet blev anset for at være i Danmark. Selskabet klagede over afgørelsen og anførte, at salgene var sket i henhold til Skatterådets retningslinjer for grænsehandel, eller subsidiært, at de skulle behandles som fjernsalg med tysk moms. Der var desuden spørgsmål om ekstraordinær genoptagelse af momstilsvaret på grund af grov uagtsomhed.

Selskabet, der forhandlede campingvogne, indgik i 2009 et samarbejde med en tysk partner om levering af nye campingvogne til danske kunder med tysk moms. Forretningsgangen indebar, at danske kunder henvendte sig til selskabet, hvor alle detaljer om vogn, udstyr, pris, byttepris for brugt vogn og finansiering blev aftalt. Selskabet oprettede en intern ordre og udarbejdede et håndskrevet tilbud. Kunden skulle derefter udfylde et købstilbud via den tyske partners hjemmeside, hvorefter den tyske partner sendte en forespørgsel til selskabet. Selskabet klargjorde og transporterede vognen til Tyskland, og den tyske partner stod for indregistrering, udlevering og fakturering til kunden. Selskabet fakturerede den tyske partner uden moms, mens den tyske partner fakturerede kunden med tysk moms. Den tyske partner modtog et fast ekspeditionsgebyr på 1.500 kr. pr. vogn, mens selskabet opnåede en gennemsnitlig avance på 16,9 %.

SKATs argumentation

SKAT argumenterede for, at Danmark var leveringsstedet for transaktionerne, da den bindende salgsaftale reelt blev indgået i Danmark mellem selskabet og den private kunde. SKAT mente, at den tyske partners rolle var af formel karakter og at partneren fungerede som et uselvstændigt mellemled, hvis primære formål var at opnå momsbesparelse for kunden. SKAT fremhævede, at selskabet aftalte alle detaljer med kunden, oprettede ordrer i eget system, klargjorde vogne i Danmark, formidlede finansiering og håndterede byttehandler. Desuden havde selskabet ofte underskrevet typeattester som forhandler, og selskabets avance var markant højere end den tyske partners faste gebyr. SKAT påpegede også, at selskabet ikke havde indberettet salgene til EU listesystemet eller i momsangivelsens rubrik B. SKAT henviste til, at selskabets forretningskoncept ikke opfyldte de 9 betingelser, som Skatterådet havde opstillet i SKM2006.530.SR, og at selskabet havde handlet groft uagtsomt, da det tidligere havde modtaget et bindende svar, der afviste et lignende koncept.

Selskabets argumentation

Selskabet fastholdt, at det ikke havde indgået en bindende aftale med kunden i Danmark, men blot givet et tilbud. Den danske kunde fik først råderet over vognen, når aftalen blev indgået med den tyske partner. Selskabet mente at have overholdt retningslinjerne i SKM2006.530.SR, som skulle fortolkes i lyset af den daværende praksis og udtalelser fra skatteministre. Selskabet anførte, at den tyske partner var en selvstændig juridisk enhed med forretningssted i Tyskland og bar økonomisk risiko. Subsidiært gjorde selskabet gældende, at hvis Landsskatteretten fandt, at råderetten overgik til den danske kunde i Danmark, skulle transaktionerne behandles som fjernsalg, hvor leveringsstedet ville være i Tyskland, jf. Momsloven § 14, nr. 2, 2. og 3. pkt.. Selskabet afviste desuden, at det havde handlet groft uagtsomt, da det havde indrettet sig efter Skatterådets retningslinjer, og uenighed om fortolkning ikke kunne medføre grov uagtsomhed. Den manglende indberetning til EU listesystemet blev anset for en mindre forseelse, der ikke kunne begrunde grov uagtsomhed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at selskabet skulle betale dansk moms af salget af campingvognene for den omhandlede periode. Retten fandt, at selskabet ud fra en realitetsbetragtning måtte anses for at have overdraget råderetten og dermed foretaget levering af campingvognene til de private danske kunder i Danmark, jf. Momsloven § 4, stk. 1. Leveringsstedet var derfor i Danmark, da vognene befandt sig her ved transportens påbegyndelse, jf. Momsloven § 14, nr. 2, 1. pkt..

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Selskabet var kunderne behjælpelig med købstilbuddet til den tyske samarbejdspartner, herunder vedrørende ekstraudstyr og pris. Samarbejdspartneren stod herefter alene for indregistrering, udlevering og fakturering.
• Samarbejdspartneren fungerede i realiteten som et uselvstændigt mellemled mellem selskabet og kunden i Danmark.
• Købsaftalen, herunder aftalen om ordrens sammensætning og campingvognens pris, måtte anses for indgået mellem selskabet og kunden.
• Selskabet forpligtede sig over for kunden til at sørge for udlevering af campingvognen hos samarbejdspartneren mod betaling af den aftalte pris.

Retten fandt, at betingelse nr. 2 og nr. 6 i Skatterådets bindende svar SKM2006.530.SR ikke var opfyldt, da potentielle købere ved henvendelse til selskabet ikke alene fik oplysning om køb med tysk moms via den tyske partner, og handlen ikke blev indgået direkte mellem den danske køber og den tyske samarbejdspartner. Selskabet kunne derfor ikke støtte ret på det bindende svar.

Landsskatteretten afviste selskabets anbringender vedrørende berettigede forventninger og fjernsalg, med henvisning til SKM2015.360.BR.

Ekstraordinær genoptagelse

Landsskatteretten fandt, at der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse af selskabets momstilsvar for perioden 1. januar 2009 til 30. november 2009, som lå uden for den ordinære 3-årige genoptagelsesperiode i Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 1. Selskabet blev anset for at have handlet groft uagtsomt eller forsætligt, jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3.

Retten lagde vægt på:

• Selskabets særlige forpligtelse som erhvervsdrivende til at sikre overholdelse af danske momsregler, herunder de 9 punkter i SKM2006.530.SR.
• Selskabet havde tidligere modtaget et bindende svar, der afviste et lignende grænsehandelskoncept, men solgte alligevel campingvogne efter et koncept, der ikke opfyldte alle 9 punkter, uden at søge yderligere afklaring.
• Selskabet havde ikke udvist den krævede omhu og påpasselighed.

Der blev henvist til Østre Landsrets dom af 15. marts 2016 (SKM2016.288.ØLR) og Retten i [by9]s dom af 23. april 2014 (SKM2015.360.BR), som støtte for grundlaget for ekstraordinær genoptagelse.

SKAT havde selv genoptaget og ændret sin afgørelse, så det skyldige momsbeløb udgjorde 20 pct. af salgsbeløbet (tidligere 25 pct.), i alt 755.729 kr., jf. SKATs afgørelse af 5. februar 2015 og styresignal SKM2014.783.SKAT.