Momspligt ved grænsehandel med campingvogne – [Momsloven § 4](/ref/momsloven_§_4) og [Momsloven § 14](/ref/momsloven_§_14)

Sagen omhandler, hvorvidt salg af campingvogne foretaget af den danske virksomhed, [virksomhed1] A/S, via en tysk samarbejdspartner, udgjorde en levering til den tyske partner eller direkte til den private kunde. Dette havde afgørende betydning for, om leveringsstedet var i Danmark, og dermed om der skulle opkræves dansk moms, jf. Momsloven § 4, stk. 1 og Momsloven § 14, nr. 2, 1. pkt..

[virksomhed1] A/S solgte nye og brugte campingvogne og udførte værkstedsarbejde. Selskabet samarbejdede med tyske virksomheder, hvor private kunder, ofte danske, blev henvist til at købe campingvogne med tysk moms. Forretningsgangen indebar, at [virksomhed1] A/S hjalp kunder med købstilbud til den tyske partner, og i nogle tilfælde havde fuldmagt til at handle på den tyske partners vegne. Campingvognene blev ofte forarbejdet og klargjort i Danmark, og transporten til Tyskland skete på [virksomhed1] A/S's regning og risiko. Fakturering til den tyske partner inkluderede kundens navn af praktiske årsager, og betalinger skete ofte via mellemregningskonti eller med checks udstedt af [virksomhed1] A/S til kunden, som derefter betalte den tyske partner.

SKAT argumenterede for, at den bindende salgsaftale reelt blev indgået i Danmark mellem [virksomhed1] A/S og den private kunde, og at den tyske partner kun fungerede som et mellemled for at opnå momsbesparelser. SKAT henviste til, at [virksomhed1] A/S aftalte alle detaljer og priser, og at kunderne fik råderet over vognene i Danmark, ofte efter individualisering og indregistrering. SKAT støttede sit synspunkt på SKM2010.396 (Højesterets dom i [virksomhed5]-sagen) og SKM2010.727, som understregede, at grænsehandelskoncepter uden økonomisk realitet kunne tilsidesættes.

[virksomhed1] A/S bestred SKATs opfattelse og fastholdt, at der var tale om to selvstændige leverancer: først fra [virksomhed1] A/S til den tyske partner, og derefter fra den tyske partner til kunden. De fremhævede, at den tyske partner bar den økonomiske risiko, og at de havde indrettet sig efter tidligere godkendelser fra SKAT og Skatterådets bindende svar SKM2006.530.SR. Selskabet argumenterede, at der var en klar forretningsmæssig begrundelse for arrangementet, da det sikrede, at mange salg af campingvogne til danske kunder via den tyske partner kom [virksomhed1] A/S til gode.

Sagen omhandlede desuden spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse som følge af grov uagtsomhed, jf. Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3. SKAT frafaldt dog senere påstanden om grov uagtsomhed for en del af perioden.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, under henvisning til Højesterets afgørelse i SKM2010.396, at købsaftalen, herunder aftalen om ordrens sammensætning og vognens pris, måtte anses for at være indgået mellem selskabet og kunden. Den tyske samarbejdspartner blev anset for alene at have fungeret som et uselvstændigt mellemled i forbindelse med vognens udlevering og købesummens betaling.

• Selskabets levering blev følgelig anset for at være sket til kunden og ikke til den tyske virksomhed, jf. Momsloven § 4, stk. 1.
• Da vognen befandt sig i Danmark på det tidspunkt, hvor transporten til kunden blev påbegyndt, var leveringsstedet her i landet, jf. Momsloven § 14, nr. 2, 1. pkt.. Der skulle derfor svares dansk moms af leverancen.

Selskabet blev endvidere fundet ikke at have fulgt retningslinjerne i Skatterådets bindende svar SKM2006.530.SR. Dette skyldtes, at selskabets rolle i forbindelse med de indgåede købsaftaler ikke opfyldte betingelse 2 (dansk forhandler skulle alene henvise potentielle kunder) eller betingelse 6 (handelsaftalen skulle indgås direkte mellem den danske kunde og den tyske samarbejdspartner).

Landsskatteretten kunne dermed ikke imødekomme selskabets principale påstand om momsfritagelse. Derimod blev selskabets subsidiære påstand imødekommet, således at der alene skulle ske regulering af selskabets momstilsvar i perioden fra den 1. maj 2008 til den 31. marts 2011. Dette skyldtes, at selskabet ikke havde handlet groft uagtsomt som omhandlet i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3, især da SKAT havde frafaldet forhøjelsen af momstilsvaret for den tidligere periode.