Afgørelse om måling med tilbagevirkende kraft ved fordeling af el- og gasforbrug

Sagen omhandler et selskabs anmodning om tilladelse til måling med tilbagevirkende kraft for at fordele el- og gasforbrug mellem almindelig proces og metallurgisk proces. Selskabet driver hærderi og leverer varmebehandling samt metallurgiske serviceydelser, som er klassificeret som tung proces. Målere blev opsat i selskabets to lokationer i henholdsvis februar 2011 og juli 2012.

SKAT afviste anmodningen med den begrundelse, at bestemmelserne om måling med tilbagevirkende kraft i Elafgiftsloven § 11, stk. 8 og Gasafgiftsloven § 10, stk. 8 alene kan anvendes til fordeling af energi mellem rumvarme og procesenergi, ikke til yderligere fordeling af procesenergi på forskellige procestyper. SKAT henviste til lovenes ordlyd og forarbejder, som ikke understøtter en udvidende anvendelse. SKAT anførte desuden, at en præcisering i Den juridiske Vejledning (afsnit E.A.4.6.13.7) i 2013-2 udgaven, der eksplicit angiver, at reglerne ikke kan anvendes ved fordeling mellem let og tung proces eller mineralogiske processer, er en præcisering af gældende regler og ikke en skærpelse af praksis.

Selskabet fastholdt, at den metallurgiske proces er omfattet af begrebet ”tilbagebetalingsberettiget andel”, og at en ordlydsfortolkning støtter deres anmodning. De argumenterede for, at bestemmelserne ikke entydigt begrænser anvendelsen til fordeling mellem rumopvarmning og procesenergi. Selskabet henviste til Punktafgiftsvejledningen, som indikerer, at lempelsen retter sig mod virksomheder, der har bestræbt sig på at følge reglerne, og som ikke tidligere har fratrukket energiafgift på grund af manglende måling. De påpegede også, at indsættelsen af en lignende bestemmelse i Kuldioxidafgiftsloven § 10, stk. 5 ved lov nr. 1417 af 21. december 2005, med virkning fra 1. januar 2006, ville være indholdsløs, hvis SKATs fortolkning var korrekt, da der fra denne dato ikke længere var CO2-afgiftsgodtgørelse af let proces. Dette indikerer ifølge selskabet en bredere politisk intention.

Selskabet anførte desuden, at SKAT i andre sager har givet tilladelse til måling i tilfælde af fornyet fordeling af el mellem forskellige procesformål (almindelig proces og proces med ret til forhøjet afgiftsgodtgørelse), hvilket ifølge selskabet strider mod princippet om lighed for loven. De henviste til, at SKATs Juridiske Vejledning blev skærpet efter afgørelsen i deres sag, og at bestemmelsen i kuldioxidafgiftsloven kun giver mening, hvis den kan anvendes til fordeling mellem proces og tung proces. Selskabet mente, at lovens brede formålsangivelse, sondring mellem tung og let proces samt bestemmelsens ordlyd støtter deres fortolkning.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om ikke at imødekomme selskabets anmodning om tilladelse til måling med tilbagevirkende kraft. Retten henviste til ordlyden af Gasafgiftsloven § 10, stk. 8 og Elafgiftsloven § 11, stk. 8, som blev indført ved lov nr. 462 af 9. juni 2004. Disse bestemmelser tillader anvendelse af målte data op til 3 år tilbage, hvis målingen er foretaget korrekt.

Landsskatteretten bemærkede, at de målinger, selskabet ønskede at anvende med tilbagevirkende kraft, var foretaget med henblik på fordeling af tilbagebetalingsberettiget forbrug mellem:

• Forbrug med nedsat tilbagebetaling efter Gasafgiftsloven § 10 a og Elafgiftsloven § 11 c, stk. 1.
• Forbrug medgået til direkte opvarmning i metallurgiske processer, der er undtaget fra nedsættelse af tilbagebetalingen, jf. Gasafgiftsloven § 10 d, stk. 3 og dagældende Elafgiftsloven § 11 e, stk. 3.

Efter ordlyden finder bestemmelserne i Gasafgiftsloven § 10, stk. 8 og Elafgiftsloven § 11, stk. 8 anvendelse for målinger foretaget med henblik på fordeling mellem tilbagebetalingsberettiget forbrug og ikke-tilbagebetalingsberettiget forbrug. Målinger, der er foretaget med henblik på fordeling mellem forskellige typer af tilbagebetalingsberettiget forbrug, falder således ikke ind under bestemmelsernes ordlyd. Retten fandt heller ikke støtte i forarbejderne for, at sådanne målinger skulle være omfattet.

Landsskatteretten fandt det heller ikke dokumenteret, at SKAT har haft en praksis, hvorefter bestemmelserne kan anvendes til fordeling af tilbagebetalingsberettiget forbrug mellem forbrug med forskellige tilbagebetalingssatser. Selvom Kuldioxidafgiftsloven § 10, stk. 5 henviser til energiafgiftslovenes bestemmelser om tilbagebetaling med tilbagevirkende kraft, ændrer dette ikke ved den snævre fortolkning af anvendelsesområdet for de specifikke målingsbestemmelser i el- og gasafgiftslovene.