Landsskatteretten: Afslag på godtgørelse af olieafgift og efteropkrævning af elafgift for [virksomhed1] ApS

Sagen omhandlede et selskabs ret til godtgørelse af olieafgift for mineralolie forbrugt i en generator, samt tilbagebetaling af elafgift for el anvendt til belysning og drift af kontorlokaler og garage. SKAT havde efteropkrævet i alt 349.246 kr. for perioden 1. april 2007 til 31. marts 2010, idet de nægtede godtgørelse af olieafgift og tilbagebetaling af elafgift.

Selskabet, der driver vejgodstransport og grusgravning, anvendte en 130 kW generator til at producere elektricitet til et stenknusningsanlæg. Selskabet var registreret for elafgift pr. 1. juli 2000, baseret på en forventning om en årlig elproduktion på over 50.000 kWh, og en aftale med SKAT om beregning af elproduktion ud fra olieforbrug. Selskabet havde angivet elproduktioner under 50.000 kWh i de kontrollerede år (2007-2009).

SKATs argumentation

SKATs afgørelse byggede på, at selskabet ikke havde opfyldt kravet om en minimumsproduktion på 50.000 kWh for frivillig registrering efter Elafgiftsloven § 2, stk. 2. Desuden havde selskabet ikke foretaget måling af den producerede strøm eller den indfyrede mængde brændsel, og der var ingen eksterne bilag til at dokumentere forbruget. SKAT mente, at den oprindelige vejledning fra 2000, som tillod beregning uden måling, var ulovlig, men havde alligevel valgt at acceptere, at selskabet kunne indrette sig efter den, dog med et indfortolket krav om dokumentation. Da dieselolien blev tanket fra samme tank til både fradragsberettigede (generator) og ikke-fradragsberettigede (lastbiler) formål, og der manglede præcis måling, blev hele forbruget anset for ikke-fradragsberettiget i henhold til Mineralolieafgiftsloven § 11, stk. 3.

For elafgiften vedrørende kontor og garage, nægtede SKAT tilbagebetaling, da selskabet ikke havde fremlagt fakturaer eller måleropgørelser, der kunne dokumentere forbruget, som krævet af Elafgiftsloven § 11, stk. 16.

Selskabets argumentation

Selskabet påstod, at det var berettiget til godtgørelse af både mineralolieafgift og elafgift, da olien og elektriciteten utvivlsomt var anvendt til godtgørelsesberettigede procesformål i grusgraven. Selskabet henviste til den indgåede aftale med SKAT fra 2000, som ifølge selskabet ikke indeholdt et krav om måling, men derimod en beregningsmetode baseret på olieforbrug. Selskabet mente, at denne aftale udgjorde en bindende forhåndstilkendegivelse, som de havde indrettet sig efter. De argumenterede for, at deres faktiske elproduktion, omregnet fra olieforbruget, oversteg de 50.000 kWh, selvom de kun havde angivet en tiendedel af den producerede mængde el på grund af en fejlagtig opfattelse af godtgørelsesreglerne. Subsidiært påstod selskabet, at hvis olieafgiften ikke blev godtgjort, skulle pligten til registrering for elproduktion bortfalde, og den indbetalte el- og CO2-afgift skulle tilbagebetales.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse, hvilket betød, at selskabet ikke var berettiget til godtgørelse af hverken olieafgift eller elafgift.

Mineralolieafgift og elafgift anvendt i grusgraven

Landsskatteretten fandt, at selskabet med rette ikke var anset for berettiget til tilbagebetaling af olieafgift vedrørende olie forbrugt i dets generator. Dette skyldtes, at olien som udgangspunkt er anvendt som motorbrændstof, hvilket ikke berettiger til tilbagebetaling i henhold til Mineralolieafgiftsloven § 11, stk. 2.

En undtagelse til denne regel findes i Mineralolieafgiftsloven § 9, stk. 3, jf. Mineralolieafgiftsloven § 9, stk. 2, som giver mulighed for godtgørelse, hvis olien er anvendt til fremstilling af elektricitet, der er omfattet af elafgiftspligten. Imidlertid er elektricitet fremstillet på anlæg med en kapacitet under 150 kW som udgangspunkt undtaget fra elafgiftspligten, jf. Elafgiftsloven § 2, stk. 1, litra a. Selskabets generator havde en kapacitet på 130 kW.

Selskabet havde mulighed for frivillig registrering i henhold til Elafgiftsloven § 2, stk. 2, hvis anlægget havde en kapacitet mellem 50 kW og 150 kW og en årlig produktion på mere end 50.000 kWh. Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke havde dokumenteret, at betingelserne for frivillig registrering var opfyldt, herunder kravet om en årlig produktion på over 50.000 kWh. Den af selskabets repræsentant oplyste årlige produktion blev ikke anset for tilstrækkeligt godtgjort i forhold til selskabets egne angivelser.

Retten fandt desuden, at SKATs vejledning fra 27. juli 2000 ikke havde skabt en berettiget forventning hos selskabet om at være berettiget til frivillig registrering uden tilstrækkelig dokumentation.

Elafgift vedrørende el fra ledningsnettet

Vedrørende elafgiften for el anvendt til belysning og drift af selskabets kontorlokaler og garage, fandt Landsskatteretten, at selskabet med rette ikke havde fået tilbagebetaling. Selvom el til procesforbrug som udgangspunkt er godtgørelsesberettiget i henhold til Elafgiftsloven § 11, kræver Elafgiftsloven § 11, stk. 16 dokumentation for det forbrugte el via fakturaer eller særskilte opgørelser. Da selskabet ikke havde fremlagt sådan dokumentation, blev tilbagebetalingen nægtet.