Fradrag for erstatninger i selskabstømmersager godkendes efter genoptagelse

Sagen omhandler en interessents fradrag for betalte erstatninger i forbindelse med selskabstømmersager for indkomstårene 2000, 2001 og 2002. Klageren var interessent i revisionsvirksomheden G1, som havde betalt erstatninger på henholdsvis 6.988 kr., 5.022 kr. og 2.532 kr. i de pågældende år.

Landsskatteretten havde oprindeligt ved kendelse af 18. december 2009 stadfæstet skatteankenævnets afgørelse om at nægte fradrag. Begrundelsen var, at erstatningsudbetalingerne faldt uden for de normale rammer af revisionsvirksomheden og dermed ikke var fradragsberettigede efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten lagde dengang til grund, at revisionsvirksomhedens medvirken til salg af overskudsselskaber lå uden for rammerne af en normal og sædvanlig varetagelse af revisionsvirksomhed, og at udgifterne derfor ikke var udslag af en sædvanlig og naturlig driftsrisiko. Fradrag blev heller ikke godkendt efter Kursgevinstloven § 17, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Klagerens repræsentant havde argumenteret for fradragsret med henvisning til, at erstatningerne var pådraget i forbindelse med sædvanlig drift og var udslag af en normal driftsrisiko. Det blev også anført, at revisionsvirksomheden ved indfrielsen af erstatningskravet havde erhvervet et regreskrav mod selskabstømmeren, som ikke kunne honoreres, og at tab på en regresfordring er fradragsberettiget. Repræsentanten bestred, at erstatningsretlige betragtninger skulle have betydning for spørgsmålet om fradragsret, og henviste til, at Højesteret i TfS 1999.897 H (Thrane-dommen) havde udtalt, at der muligvis var adgang til skattemæssigt fradrag som en driftsudgift.

Genoptagelse og ny vurdering

Sagen blev genoptaget i henhold til Skatteforvaltningsloven § 46, stk. 1 efter anmodning fra klagerens repræsentant. Anmodningen henviste til Højesterets dom af 1. juni 2012 (SKM2012.353.HR) i en lignende sag, hvor et revisionsaktieselskab blev anset for berettiget til fradrag for driftstab i forbindelse med betaling af erstatning til dækning af statens skattekrav. I denne dom blev det fastslået, at hvis rådgiverens adfærd var inden for normalområdet for forretningsmæssig drift og kunne betegnes som simpel uagtsomhed, ville erstatningen kunne trækkes fra som driftstab.

Det blev oplyst, at de erstatningspådragende forhold fandt sted i første halvdel af 1990'erne, men sagerne blev først forligt i 2000-2002. Erstatningerne blev afholdt af de interessenter, der var tilknyttet revisionsvirksomheden i 2000-2002, uanset om de var interessenter, da skaderne skete. Virksomheden var en del af et globalt netværk med en forsikringsaftale med betydelig selvrisiko, som ingen af de udbetalte erstatninger oversteg. Virksomheden mente dog, at der ville have været forsikringsdækning, da der højst var udvist simpel uagtsomhed, og den udførte bistand var sædvanligt revisorarbejde.