Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Emner
Underemner
Eksterne links
Sagen vedrører spørgsmålet om fradrag for betalte erstatninger i forbindelse med selskabstømmersager for en interessent i en revisionsvirksomhed. Landsskatteretten havde oprindeligt ved kendelse af 18. december 2009 stadfæstet skatteankenævnets afgørelse, der nægtede klageren fradrag for udgifter på henholdsvis 11.399 kr. i 2000, 50.221 kr. i 2001 og 25.321 kr. i 2002.
Klageren var interessent i revisionsvirksomheden [virksomhed1], som i indkomstårene 2000-2002 betalte erstatninger i selskabstømmersager. Skatteankenævnet og Landsskatteretten (i den oprindelige afgørelse) nægtede fradrag med henvisning til, at erstatningsudbetalingerne faldt uden for de normale rammer af revisionsvirksomheden og dermed ikke var fradragsberettigede efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. SKAT henviste til Thrane-sagen (TfS 1999, 897 H) og argumenterede for, at den ansvarspådragende adfærd ikke var et udslag af en normal driftsrisiko.
Klagerens repræsentant påstod fradrag med den begrundelse, at erstatningerne var pådraget i forbindelse med sædvanlig drift af revisionsvirksomhed og var et udslag af en normal driftsrisiko. Det blev anført, at tabet var fradragsberettiget som driftstab efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a eller som tab på en regresfordring efter Kursgevinstloven § 17. Repræsentanten fremhævede, at revisorernes bistand til sælgere af overskudsselskaber på tidspunktet for ydelsen faldt inden for rammerne af revisionsvirksomhed, og at domstolenes kvalifikation af sælgernes dispositioner i erstatningsmæssig sammenhæng ikke skulle sidestilles med den skattemæssige vurdering af fradragsret.
Sagen blev genoptaget i henhold til Skatteforvaltningsloven § 46, stk. 1 efter Højesterets dom af 1. juni 2012 (SKM2012.353.HR). Denne dom fastslog, at erstatninger som følge af rådgivning i selskabstømmersager kan fratrækkes som driftstab, hvis rådgiverens adfærd falder inden for normalområdet for forretningsmæssig drift og kan betegnes som simpel uagtsomhed. SKAT udstedte efterfølgende et styresignal (SKM2012.733.SKAT) om genoptagelse af lignende sager og udtalte i denne sag, at klagerens skattepligtige indkomster burde nedsættes i overensstemmelse hermed.
Landsskatteretten godkender fradragsret for klagerens andel af betalte erstatninger i indkomstårene 2000, 2001 og 2002 med henholdsvis 11.399 kr., 50.221 kr. og 25.321 kr.
Landsskatterettens tidligere afgørelse af 18. december 2009 ændres i overensstemmelse hermed, således at klageren gives fuldt medhold.
Afgørelsen er truffet i overensstemmelse med:
Oversigt over de gældende skattesatser og beløbsgrænser i selskabsskatteloven for 2025 og 2026.

Sagen omhandler en klagers ret til fradrag for betalte erstatninger i indkomståret 2000 på 11.399 kr. i forbindelse med selskabstømmersager. Klageren var interessent i revisionsvirksomheden [virksomhed1], som i årene 2000-2002 betalte samlede erstatninger på over 11 mio. kr. i disse sager.
Landsskatteretten havde oprindeligt ved kendelse af 18. december 2009 stadfæstet skatteankenævnets afgørelse om at nægte fradrag. Skatteankenævnet argumenterede for, at erstatningsudbetalingerne ikke var et udslag af en normal driftsrisiko i revisionsvirksomheden, og henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a samt tidligere retspraksis, herunder Højesterets dom i "Thrane-sagen" (TfS 1999, 897 H).
SKAT støttede oprindeligt nægtelsen af fradrag med henvisning til, at revisionsvirksomhedens medvirken til salg af overskudsselskaber lå uden for rammerne af normal revisionsvirksomhed, og at den udviste adfærd var ansvarspådragende og ikke et udslag af en normal driftsrisiko. SKAT mente, at rådgiverens subjektive kendskab til handlens karakter skulle afspejle en adfærd inden for sædvanlig drift.
Oversigt over de gældende satser og beløbsgrænser for 2025 og 2026 i ligningsloven.
Information om satser i lov om indkomst- og formueskat til staten samt værdiansættelse for erhvervsdrivende.
Klagerens repræsentant påstod fradrag og argumenterede for, at erstatningerne var pådraget i forbindelse med sædvanlig drift og var et udslag af en normal driftsrisiko. Repræsentanten henviste til, at revisionsvirksomhedens bistand til sælgere af overskudsselskaber, på tidspunktet for ydelsen, faldt inden for rammerne af revisionsvirksomhed. Det blev også anført, at tabet var fradragsberettiget som driftstab efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a eller som tab på en regresfordring i medfør af Kursgevinstloven § 17, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Repræsentanten fremhævede, at Højesteret i Thrane-sagen havde udtalt, at der "muligvis" var adgang til skattemæssigt fradrag for de ansvarlige rådgivere, hvilket indikerede, at fradragsret ikke var udelukket.
Sagen blev genoptaget efter Landsskatterettens genoptagelsestilsagn med henvisning til Højesterets dom af 1. juni 2012 (SKM2012.353.HR) og SKATs styresignal af 14. december 2012 (SKM2012.733.SKAT). Disse nye retningslinjer fastslog, at erstatninger som følge af rådgivning i selskabstømmersager kan trækkes fra som driftstab, hvis rådgiverens adfærd falder inden for normalområdet for forretningsmæssig drift og må betegnes som simpel uagtsom. SKAT udtalte i den forbindelse, at klagerens skattepligtige indkomst burde nedsættes med de påklagede forhøjelser i indkomståret 2000.

Sagen omhandler en klagers anmodning om genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse af 18. december 2009, hvor klageren...
Læs mere
Sagen omhandler en klagers anmodning om genoptagelse af en Landsskatterettens afgørelse fra 2009, der nægtede fradrag fo...
Læs mere