Landsskatteretten: Rette indkomstmodtager af vederlag – manglende ansættelseskontrakt og interesseforbindelse

Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt klageren eller [virksomhed1] ApS var rette indkomstmodtager af vederlag for udført manuelt arbejde. Klageren var samlevende med hovedanpartshaveren af [virksomhed1] ApS, [person1]. SKAT havde forhøjet klagerens personlige indkomst med 110.008 kr. for indkomståret 2010, da de mente, at indkomsten var personligt erhvervet af klageren, selvom den var faktureret gennem [virksomhed1] ApS.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] ApS's omsætning bestod i væsentligt omfang af salg af arbejdsydelser, primært manuelt arbejde. Selskabet havde ingen lønudgifter, ingen ansættelseskontrakter og ingen personaleforsikringer. Klageren oplyste selv til SKAT, at det var ham, der udførte arbejdet. En økonomichef fra en af selskabets kunder, [virksomhed3] A/S, bekræftede, at klageren primært udførte arbejdet, og at kommunikationen om tilbud og aftaler foregik direkte med klageren. Klageren var desuden fuldtidsansat som "Facility Manager" hos [virksomhed3] A/S, og det arbejde, han udførte for [virksomhed1] ApS, var af samme karakter som hans ansættelsesforhold, men udført uden for normal arbejdstid.

SKATs afgørelse og begrundelse

SKAT fastholdt, at indkomsten på 110.008 kr. skulle beskattes hos klageren som personlig indkomst i henhold til Statsskatteloven § 4. SKAT argumenterede, at indkomsterhvervelsen var så nært knyttet til klageren personligt, at den ikke kunne anses for selskabets indkomst. SKAT lagde vægt på:

• Manglende ansættelseskontrakter eller lønudbetalinger til klageren fra selskabet.
• Manglende ansvarsforsikringer for personerne, der udførte arbejdet.
• Manglende formelle kontrakter mellem [virksomhed3] A/S og [virksomhed1] ApS.
• Klageren var ikke anpartshaver i [virksomhed1] ApS, og da klageren og [person1] ikke var gift, havde de ikke skattemæssigt formuefællesskab. SKAT mente derfor, at værdien af klagerens arbejde skulle beskattes hos ham i første led.

SKAT bemærkede desuden, at selskabets officielle branchekode var "Databehandling, webhosting og lignende serviceydelser", ikke ejendomsvedligeholdelse. SKAT afviste klagerens argument om konsolidering af selskabet som årsag til manglende aflønning, idet selskabet havde haft overskud og tilstrækkelig likviditet, og midlerne blev brugt til køb af dyre sportsvogne.

Klagerens opfattelse og begrundelse

Klagerens repræsentant påstod, at klageren ikke var rette indkomstmodtager, og at indkomsten skulle tilbageføres til selskabet. Det blev anført, at indkomst, der fremtræder som selskabsindkomst baseret på fakturaer udstedt af selskabet, som udgangspunkt skal respekteres skatteretligt. Repræsentanten henviste til U 1998.1314 H (Aage Haugland-dommen) som støtte for, at en virksomhed kan drives i selskabsform, selvom den vedrører salg af ydelser, der kun kan udføres af fysiske personer. Det blev erkendt, at der var mangler i selskabets personaleadministrative og arbejdsretlige forhold (f.eks. manglende skriftlig ansættelseskontrakt og forsikringer), men det blev anført, at dette ikke i sig selv kunne begrunde, at selskabet ikke var rette indkomstmodtager. Den manglende skriftlige aftale blev tilskrevet det personlige forhold mellem klageren og hovedanpartshaveren. Klageren bestred SKATs påstande om kreditorbeskyttelse og om, at erklæringer fra [virksomhed3] A/S var afgivet for at beskytte [virksomhed3] A/S mod kildeskattelovens regler.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at klageren var rette indkomstmodtager af vederlaget på 110.008 kr. for udført arbejde. Afgørelsen blev truffet i henhold til Statsskatteloven § 4, som fastslår, at skattepligtig indkomst henføres til den, der har oppebåret indkomsten.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende forhold:

• Der forelå ingen ansættelsesaftale mellem selskabet og klageren.
• Selskabet havde ikke udbetalt løn til klageren for det udførte arbejde.
• Der forelå ingen ansvarsforsikring i forbindelse med klagerens udførelse af arbejdet.
• Der var ingen kontrakt om arbejdets omfang mellem de fakturerende virksomheder (f.eks. [virksomhed3] A/S) og [virksomhed1] ApS.
• Klageren og ejeren af [virksomhed1] ApS var interesseforbundne (samlevende), hvilket betød, at der ikke var et modsætningsforhold, der forhindrede, at klagerens lønindkomst blev udbetalt til selskabet.

Indkomsten på 110.008 kr. blev anset for at være så nært knyttet til klageren personligt, at den måtte anses for erhvervet af ham, og dermed skattepligtig som personlig indkomst.