Hovedanpartshavers hævninger på mellemregningskonto anset for maskeret udlodning grundet insolvens

Sagen omhandler, hvorvidt en hovedanpartshavers løbende hævninger på en mellemregningskonto med sit selskab skulle beskattes som maskeret udlodning. Klageren, der var direktør og eneanpartshaver, havde over en fireårig periode oparbejdet en betydelig gæld til selskabet.

SKAT forhøjede klagerens indkomst med de hævede beløb, da man anså hævningerne for at være maskeret udlodning i henhold til Ligningsloven § 16 A. Begrundelsen var, at klageren blev anset for insolvent og uden reel betalingsevne eller -vilje på hævningstidspunkterne. Selskabets revisor havde desuden påpeget, at udlånet var i strid med Selskabsloven § 210, og selskabet havde efterfølgende nedskrevet hele fordringen som tabt.

Klageren gjorde gældende, at der var tale om et reelt lån, og at han og husstanden var solvente i hele perioden. Han argumenterede for, at en eventuel eftergivelse af gælden skulle behandles efter reglerne i Kursgevinstloven § 25, stk. 1, og at hans solvens skulle vurderes ud fra husstandens samlede formue. Han henviste desuden til, at insolvensbegrebet skulle defineres ud fra Konkursloven § 17.

Tvisten i tal

De beløb, som SKAT anså for maskeret udlodning, var som følger:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at alt hvad et selskab udlodder til en anpartshaver, som udgangspunkt skal henregnes til udbytte, jf. Ligningsloven § 16 A, stk. 2.

Retten henviste til den praksis, der var gældende før indførelsen af Ligningsloven § 16 E (for lån ydet fra 14. august 2012). Ifølge denne praksis kunne lån til en hovedaktionær kun anerkendes skattemæssigt, hvis aktionæren var solvent. Hvis det derimod måtte antages, at aktionæren ikke var i stand til at tilbagebetale lånet, skulle hævningerne beskattes som løn eller, som i dette tilfælde, maskeret udbytte.

Landsskatteretten vurderede, at klageren, henset til hans samlede økonomi, ikke kunne anses for at have været solvent i de pågældende indkomstår. Klagerens formue havde ikke en værdi, der kunne modsvare gælden til selskabet. Retten understregede, at selskabets fordring på klageren ikke kunne medregnes som et aktiv for klageren i vurderingen af hans tilbagebetalingsevne. Ligeledes kunne en midlertidig opskrivning af selskabets kutter ikke anses for at skabe en reel tilbagebetalingsevne for klageren personligt.

Da klageren ikke blev anset for at være i stand til at indfri gælden på de tidspunkter, hvor lånene blev optaget, blev beløbene anset for at være skattepligtig udlodning i henhold til Ligningsloven § 16 A. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatteankenævnets afgørelse.