Momspligt på rejse-/turistpakker leveret til udenlandske rejsebureauer

Sagen omhandler, hvorvidt et incoming-bureau, [virksomhed1] ApS, leverancer af rejse-/turistpakker til udenlandske rejsebureauer skal anses for én samlet ydelse omfattet af Momsloven § 16, stk. 1.

Selskabet fungerer som et incoming-bureau, der indkøber ydelser som transfers, hotelophold og forplejning, sammensætter dem til pakkerejser/udflugter og videresælger dem til udenlandske rejsebureauer, som derefter sælger til slutkunden.

SKATs afgørelse

SKAT forhøjede selskabets momstilsvar for 3. kvartal 2009 med 328.373 kr. SKATs begrundelse var, at leverancerne som udgangspunkt var selvstændige hovedydelser, der skulle kvalificeres hver for sig. Dette blev understøttet af, at:

• Kunden (det udenlandske rejsebureau) kunne til- og fravælge elementerne.
• De enkelte elementer udgjorde mærkbare priselementer.
• Gennemsnitskunden ville opleve at have købt en 'buket' af forskellige ydelser.

SKAT henviste til EU-domstolens praksis, herunder C-349/96 (Card Protection Plan), C-231/94 (Faaborg-Gelting) og C-111/05 (Aktiebolaget NN), samt Direktiv 2006/112/EF og Den juridiske Vejledning, afsnit D.A.17.4.3, om Destination management virksomheder. SKAT fremhævede, at det ikke havde afgørende betydning, om der kun faktureredes én enkelt pris.

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant påstod, at ydelserne samlet set var omfattet af Momsloven § 16, stk. 1, og at fakturering til udenlandske bureauer derfor skulle ske uden moms. Repræsentanten argumenterede for, at elementerne i en pakke var så nært forbundne, at de objektivt set udgjorde en enkelt udelelig økonomisk ydelse, og at en opdeling ville være kunstig. Dette synspunkt blev støttet af C-44/11 (Deutsche Bank), hvor EU-domstolen fastslog, at de omhandlede ydelser var uadskillelige og sidestillede, da de begge var nødvendige for leveringen af den samlede ydelse.

Selskabet mente, at vurderingen skulle baseres på den endelige forbrugers opfattelse, da rejsebureauerne blot formidlede selskabets pakkeydelse videre uden mulighed for til- eller fravalg. Endvidere anførte selskabet, at den samlede fakturering og prisfastsættelse, som også indeholdt vederlag til selskabet, talte for, at der ikke var valgfrihed, hvad angår den samlede leverance.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten tog stilling til, hvorvidt selskabets leverancer af rejse-/turistpakker til udenlandske rejsebureauer bestod af en flerhed af ydelser eller én samlet ydelse.

Retten henviste til EU-domstolens afgørelse i sag C-44/11 (Deutsche Bank), hvor porteføljeforvaltning blev anset for at bestå af to nært forbundne og uadskillelige elementer, der objektivt set udgjorde en enkelt økonomisk ydelse. I den sag var begge elementer nødvendige for leveringen af den samlede ydelse, og det var ikke muligt at anse det ene for hovedydelsen og det andet for en sekundær ydelse.

Landsskatteretten fandt, at de af selskabet leverede ydelser og deres indbyrdes sammenhæng ikke indeholdt de samme karakteristika som ydelserne i sagen om Deutsche Bank. Derfor fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at anse transaktionen som bestående af én samlet ydelse.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Dette indebar, at leveringsstedet for hver enkelt ydelse skulle fastlægges for sig, og at leveringsstedet for selskabets ydelser ikke samlet var reguleret af Momsloven § 16, stk. 1, modsætningsvist.