Landsskatteretten: Godkendelse af forskerskatteordning trods manglende ansættelseskontrakt ved skattepligts indtræden

Sagen omhandlede en italiensk statsborger, der var tilflyttet Danmark og ønskede at blive omfattet af forskerskatteordningen i Kildeskatteloven §§ 48 E-F fra den 1. maj 2012 i forbindelse med sin ansættelse som CEO hos et dansk selskab. SKAT havde afvist anmodningen med den begrundelse, at det ikke var dokumenteret, at der forelå et ansættelsesforhold med en dansk virksomhed ved indtræden af skattepligt i maj 2012, idet ansættelseskontrakten først var indgået i juli 2012.

Klagerens repræsentant argumenterede for, at klageren opfyldte alle objektive betingelser for at blive beskattet under forskerskatteordningen. Stridspunktet var udelukkende, hvorvidt klageren havde en dansk arbejdsgiver den 1. maj 2012, som foreskrevet i Kildeskatteloven §§ 48 E-F. Repræsentanten fremhævede, at klageren var anmeldt til Erhvervsstyrelsen som administrerende direktør fra den 4. april 2012, og at en Executive Service Agreement, selvom den var underskrevet i juli, var gældende fra den 1. maj 2012. Det blev yderligere dokumenteret, at klageren havde opholdt sig regelmæssigt i Danmark siden den 1. maj 2012, at direktørskiftet var bekræftet af selskabets finansdirektør, og at lønomkostningerne var belastet den danske virksomhed fra samme dato. Klageren påpegede, at SKATs egen anerkendelse af begrænset skattepligt fra maj 2012 forudsatte en dansk arbejdsgiver i henhold til Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 1.

Klagerens repræsentant bestred SKATs og Skatteankestyrelsens opfattelse af, at der skulle foreligge en skriftlig ansættelseskontrakt senest samtidig med påbegyndelsen af ansættelsesforholdet. Det blev anført, at hverken lovens ordlyd, forarbejder eller formål støttede et sådant formkrav. Ordet "kontrakt" i Kildeskatteloven § 48 E, stk. 3, nr. 3 (som klageren refererede til, Landsskatteretten refererede til nr. 5) skulle ikke fortolkes som et krav om skriftlighed, men blot som en aftale, der kan være både mundtlig og skriftlig. Der blev henvist til juridisk praksis og SKM2010.620.SR, hvor Skatterådet havde accepteret anvendelse af forskerskatteordningen uden en formel skriftlig ansættelseskontrakt. Det blev fremført, at en sådan praksisændring savnede lovhjemmel og modvirkede ordningens formål om at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og gav klageren medhold i, at han kunne omfattes af forskerskatteordningen. Retten lagde til grund, at det er en betingelse efter Kildeskatteloven § 48 E og Kildeskatteloven § 48 F, at en person bliver ansat hos en dansk arbejdsgiver i forbindelse med påbegyndelsen af ansættelsesforholdet. Retten henviste til SKM2009.310.SR, som fastslår, at den danske arbejdsgiver skal være den formelle arbejdsgiver.

Landsskatteretten var enig med SKAT i, at der som udgangspunkt skal foreligge en ansættelseskontrakt fra ansættelsens start med en dansk arbejdsgiver, hvoraf den aftalte løn fremgår, for at blive omfattet af ordningen. Imidlertid fandt retten, at under de konkrete omstændigheder i denne sag, var der tilvejebragt et tilstrækkeligt sikkert grundlag for ansættelsen, som måtte sidestilles med en egentlig kontrakt. Dette blev begrundet med:

• Oplysninger fra Erhvervsstyrelsen, der viste, at klageren indtrådte i direktionen som administrerende direktør fra den 4. april 2012.
• En intern "General notice of May 25th, 2012" fra [virksomhed1], der bekræftede klagerens udnævnelse som CEO i Danmark.

For så vidt angår vederlagskravet i Kildeskatteloven § 48 E, stk. 3, nr. 5, fandt retten, at klageren på baggrund af de foreliggende oplysninger havde sandsynliggjort, at han ifølge ansættelsesvilkårene var berettiget til og havde opretholdt et vederlag på minimum 69.300 kr. (2010-niveau) om måneden fra ansættelsens start. Retten henviste desuden til SKM2016.73.LSR.

På baggrund af ovenstående ændrede Landsskatteretten SKATs afgørelse og gav klageren medhold.