Landsskatteretten stadfæster: Ejendomsmægler anset som lønmodtager og ikke selvstændig erhvervsdrivende

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt en ejendomsmægler og valuar, der driver virksomheden [virksomhed1] med formidling af lån i fast ejendom, skal anses for selvstændigt erhvervsdrivende eller lønmodtager i forhold til sit samarbejde med [finans1] A/S for indkomstårene 2007, 2008 og 2009. Skatteankenævnet havde tidligere afgjort, at klageren var lønmodtager, en afgørelse som Landsskatteretten stadfæstede.

Klageren stiftede sin virksomhed i 1996 og kom i kontakt med [finans1] A/S, der indirekte er ejet af klagerens ægtefælle. Klageren hævdede, at der i 2000 blev indgået en skriftlig samarbejdsaftale, der tillod klageren at fortsætte sin virksomhed som hidtil og formidle lån til andre långivere. Klageren fremhævede, at der ikke var instruktionsbeføjelser fra [finans1] A/S, at klageren bar økonomisk risiko, og at administrationen var adskilt. Klageren havde desuden ikke modtaget løn under ferie eller sygdom og var ikke omfattet af funktionærloven.

Klageren oplyste, at finanskrisen fra 2007 medførte et drastisk fald i antallet af långivere, hvilket reelt gjorde [finans1] A/S til den eneste aktive kunde i perioden 2007-2009. Klageren henviste til erklæringer fra brancheforeninger og tidligere samarbejdspartnere, der bekræftede markedssituationen og klagerens status som selvstændig. Klageren blev først ansat som kontormedarbejder hos [finans1] A/S pr. 1. januar 2010, da nye lovkrav om sikkerhedsstillelse for pantebrevshandlere gjorde det umuligt at fortsætte som selvstændig.

SKAT og Skatteankenævnet lagde vægt på, at klageren i de omhandlede år kun havde indtægter fra [finans1] A/S, at arbejdets udførelse lignede et almindeligt tjenesteforhold, og at aflønningen ikke var fastsat efter ualmindelige principper. De bemærkede også, at [finans1] A/S afholdt almindelige udgifter i forbindelse med arbejdet, og at klageren ikke bar nogen økonomisk risiko for det udførte arbejde. De fremlagte erklæringer fra andre samarbejdspartnere vedrørte perioden før de påklagede indkomstår og blev ikke anset for tilstrækkelig dokumentation for andre indtægter i 2007-2009. Derudover nærede Landsskatteretten betænkelighed ved den fremlagte samarbejdsaftale fra 2000, da klageren tidligere havde oplyst, at der ikke fandtes en skriftlig aftale, og aftalen først blev fremlagt efter SKATs første afgørelse.

Klagerens indtægter og biludgifter fra [finans1] A/S var som følger:

Klageren havde desuden fratrukket betydelige autoudgifter i sin virksomhed, som delvist blev refunderet af [finans1] A/S. Klageren var ikke momsregistreret, da transaktionerne blev vurderet at være omfattet af Momsloven § 13, stk. 1, nr. 11 og dermed momsfritaget.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at en lønmodtager normalt er karakteriseret ved at modtage vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold efter arbejdsgiverens anvisninger og for dennes regning. Selvstændigt erhvervsdrivende er derimod kendetegnet ved at udøve en virksomhed for egen regning og risiko med det formål at opnå et overskud. I tvivlstilfælde foretages en samlet vurdering baseret på kriterier fra cirkulære nr. 129 af 4/7 1994 om personskatteloven.

Landsskatteretten lagde til grund, at klageren i indkomstårene 2007, 2008 og 2009 udelukkende havde modtaget indtægter fra [finans1] A/S, hvor klagerens ægtefælle var hovedaktionær. De fremlagte erklæringer fra andre samarbejdspartnere vedrørte indkomstårene 2005 og 2006 og blev derfor ikke tillagt afgørende vægt. Ligeledes blev udtalelsen fra [forening1] betragtet som en generel udtalelse om finansmarkedets udvikling og ikke afgørende for vurderingen af indkomstens karakter.

Retten bemærkede, at [finans1] A/S løbende på månedsbasis udbetalte et vederlag på 60.000 kr. (senere 30.000 kr. for en del af 2009) samt en årlig bonus. Derudover modtog klageren kørselsindtægter som refusion af faktiske udgifter til sin privatejede bil for alle tre indkomstår.

Landsskatteretten nærede betænkelighed ved at tillægge samarbejdsaftalen af 15. januar 2000 afgørende betydning. Dette skyldtes klagerens tidligere oplysninger til SKAT om, at der ikke fandtes en skriftlig aftale, indholdet af en mail fra klageren til sin tidligere revisor den 14. august 2011, samt tidspunktet for aftalens fremlæggelse (efter SKATs afgørelse for 2007, men før afgørelse for 2008 og 2009).

På baggrund af en samlet vurdering fandt Landsskatteretten, at klageren i indkomstårene 2007, 2008 og 2009 havde modtaget vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold efter [finans1] A/S’ anvisninger og for dennes regning. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatteankenævnets afgørelse.