Manglende toldskyld ved videreudlejet toldoplag: Afgørelse i sag om efteropkrævning af told

Sagen omhandler opkrævning af told på et parti olie, der ankom til det danske toldområde uden at blive frembudt for SKAT, og spørgsmålet om, hvorvidt selskabet, der drev et offentligt toldoplag, var debitor for toldbeløbet. Selskabet, et lagerselskab for flydende produkter, havde bevilling til at drive et offentligt toldoplag Type A, som omfattede tankene P9 og P10. Disse tanke var dog videreudlejet til "[virksomhed1] AB", som igen havde en aftale med "[virksomhed2]" som deres toldrepræsentant i Danmark.

Den 23.-24. december 2010 ankom skibet "[x1]" med 64.400 mts Jet A1 olie, hvoraf 22.082 mts blev pumpet til tankene P9 og P10. Denne indførsel skete uden frembydelse for SKAT. Først den 1. december 2011 oprettede "[virksomhed2] K/S" på vegne af "[virksomhed1] AB" en angivelse i Toldsystemet, hvor olien blev angivet til fri omsætning/frit forbrug. En rettelsesangivelse blev efterfølgende indsendt med anmodning om ændring af procedurekoden til oplæggelse på toldoplag.

SKATs afgørelse

SKAT opkrævede told på 4.908.219,80 kr. med den begrundelse, at olien var indført på ikke-forskriftsmæssig måde, da den ikke blev frembudt for toldmyndighederne ved ankomsten, hvilket udløste toldskyld efter EF-Toldkodeksens artikel 202, stk. 1. SKAT anså selskabet for debitor i henhold til EF-Toldkodeksens artikel 202, stk. 3, 3. led, da selskabet som toldoplagshaver modtog og opbevarede olien og burde have vidst, at indførslen var sket uregelmæssigt. SKAT afviste desuden toldgodtgørelse efter EF-Toldkodeksens artikel 239 med henvisning til selskabets "åbenbare forsømmelighed" som professionel aktør.

Selskabets påstande og argumenter

Selskabet nedlagde principal påstand om, at toldbeløbet skulle nedsættes til 0 kr., da der ikke var opstået toldskyld. Det blev anført, at toldskyldsbestemmelsernes formål ikke var berørt, idet olien dokumenterbart var genudført til Norge. Subsidiært anførte selskabet, at det ikke skulle anses for debitor efter EF-Toldkodeksens artikel 202, stk. 3, 3. led, da det ikke havde den retlige eller faktiske rådighed over tankene, som var udlejet til "[virksomhed1] AB". Selskabet argumenterede, at ansvaret for toldoplagsregnskabet var overdraget til "[virksomhed1] AB" og deres toldagent, "[virksomhed2] K/S", med SKATs stiltiende samtykke. Mere subsidiært påstod selskabet toldgodtgørelse efter EF-Toldkodeksens artikel 239, da toldskylden skyldtes en fejl begået af "[virksomhed1] ABs" toldagent, og selskabet selv havde handlet agtpågivende. Det blev fremhævet, at forsinkelsen ikke havde haft fiskal betydning, og at olien var genudført, så der ikke var risiko for integration i Fællesskabets økonomiske kredsløb.

SKATs udtalelse til kontorindstillingen

SKAT fastholdt, at selskabet som toldoplagshaver havde påtaget sig ansvaret og forpligtelserne i henhold til EF-Toldkodeksens artikel 101, og at videreudlejning af toldoplaget ikke fritog selskabet for disse forpligtelser. SKAT anførte, at en overdragelse af rettigheder og forpligtelser krævede udtrykkeligt samtykke fra toldmyndighederne i henhold til EF-Toldkodeksens artikel 103, hvilket ikke var givet. SKAT bemærkede også, at oliens genudførsel ikke havde betydning for toldskyldens opståen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten lagde til grund, at det pågældende parti olie ankom til det danske toldområde og blev overpumpet til opbevaringstankene P9 og P10 den 23. og 24. december 2010, uden at det samtidig blev frembudt og angivet over for SKAT. Retten fandt, at den manglende forskriftsmæssige frembydelse af varepartiet ved ankomsten til det danske toldområde, i strid med EF-Toldkodeksens artikel 38 og artikel 40, medførte, at varepartiet blev indført på ikke-forskriftsmæssig måde. Dette skabte en reel forøget risiko for integration af den ufortoldede olie i det økonomiske kredsløb i EU, og dermed opstod der toldskyld i henhold til EF-Toldkodeksens artikel 202, stk. 1.

Retten bemærkede dog, at selvom selskabets bevilling til offentligt toldoplag omfattede tankene P9 og P10, var disse tanke på tidspunktet for overpumpningen (23. og 24. december 2010) videreudlejet til "[virksomhed1] AB". På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at selskabet på tidspunktet for den ikke-forskriftsmæssige indførsel ikke havde retlig eller faktisk rådighed over de pågældende opbevaringstanke. Som følge heraf kunne selskabet ikke anses for at have "opbevaret" olien i relation til EF-Toldkodeksens artikel 202, stk. 3, 3. led.

Landsskatteretten konkluderede derfor, at SKATs afgørelse om at anse selskabet for debitor efter EF-Toldkodeksens artikel 202, stk. 3, 3. led ikke var berettiget. Den påklagede efteropkrævning på 4.908.219,80 kr. blev derfor nedsat til 0 kr.