Afgørelse om afslag på anerkendelse af depression som erhvervssygdom grundet manglende bevis for arbejdsrelateret årsagssammenhæng

En socialrådgiver, ansat siden 1994, oplevede gentagne perioder med øget arbejdspres og stresssymptomer, der førte til sygemeldinger og udvikling af depression. Borgeren skiftede i januar 2001 kommune og fik yderligere opgaver som gruppeleder, hvilket medførte overarbejde og en sygemelding i september 2001.

Efter at være vendt tilbage til sit tidligere arbejde i januar 2002, steg arbejdsmængden igen fra 2005 grundet øget sagsmængde og begrænset sekretærhjælp. Dette resulterede i en ny sygemelding i september 2005.

I forbindelse med kommunesammenlægningen i 2007 oplevede borgeren kaos på arbejdspladsen, samarbejdsvanskeligheder med ny leder, kaotisk sagsfordeling og et nyindført telefonvagtsystem, der medførte stresssymptomer og sygemelding i marts 2007.

Den seneste sygemelding i februar 2010 skyldtes en reduktion af afdelingens medarbejdere, hvor tre personer skulle varetage fem personers arbejde. Borgeren påklagede Arbejdsskadestyrelsens afslag på anerkendelse af depressionen som erhvervssygdom og henviste til to speciallægeerklæringer, der konkluderede en årsagssammenhæng mellem arbejdet og den psykiske lidelse.

Ankestyrelsen kan ikke anerkende borgerens depression som en erhvervssygdom, og borgeren kan derfor ikke modtage erstatning eller ydelser efter arbejdsskadeloven. Afgørelsen er principiel og belyser kravene til udsættelse i sager om depression som følge af stort arbejdspres.

Begrundelse for afgørelsen

Depression er ikke opført på Arbejdsskadestyrelsens fortegnelse over erhvervssygdomme. Sagen har været forelagt Erhvervssygdomsudvalget, som indstillede til afvisning, hvilket Ankestyrelsen er enig i. Der foreligger ikke ny medicinsk dokumentation for, at arbejdet som socialrådgiver under de beskrevne forhold kan forårsage depression.

Ankestyrelsen vurderer, at borgeren ikke har været udsat for en sådan særlig påvirkning og belastning, at den udelukkende eller i overvejende grad må antages at være årsag til depressionen. Ved vurderingen er der lagt vægt på følgende kriterier for stress-induceret depression, som Erhvervssygdomsudvalget har udarbejdet:

• Hyppige og meget vanskelige deadlines.
• Et konstant stort pres fra meget krævende klienter, indsatte eller pårørende.
• Manglende støtte fra kollegaer eller ledelse.

Ankestyrelsen fandt, at selvom arbejdet var præget af øget arbejdspres, indebar det ikke generelt hyppige og meget vanskelige deadlines i et omfang, der berettiger anerkendelse. Borgeren oplyste selv, at det var arbejdsmængden, ikke indholdet, der var belastende, og der var ikke oplysninger om konstant pres fra krævende klienter. De øgede arbejdsmængder var desuden inden for afgrænsede perioder.

Det fremhæves, at der i forbindelse med sygemeldingerne blev foretaget reduceringer af arbejds- og ansvarsopgaver, og borgeren vendte gradvist tilbage til fuld tid, hvilket indikerer, at der ikke var tale om manglende støtte fra kolleger og arbejdsgiver. Ankestyrelsen er ikke bundet af speciallægeerklæringernes vurdering af årsagssammenhæng, men foretager en selvstændig vurdering ud fra sagens samlede oplysninger.

Denne afgørelse er truffet i henhold til Lov om arbejdsskadesikring § 5 og Lov om arbejdsskadesikring § 7.