Principiel afgørelse om fastsættelse af erhvervsevnetab ved langvarig ledighed forud for arbejdsskade

En borger kom til skade i en virksomhedspraktik i marts 2007, hvor borgeren pådrog sig smerter i højre hofte. Forud for arbejdsskaden havde borgeren ikke haft tilknytning til det ordinære arbejdsmarked i cirka 20 år og modtog kontanthjælp. Borgeren var tidligere uddannet fotospecialhandler og AV-tekniker og havde senest kortvarigt været ansat ved postvæsenet i 1987. Efter skaden blev borgeren tilkendt førtidspension i januar 2012.

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte ulykken som en arbejdsskade og tilkendte borgeren 5 procent i godtgørelse for varigt mén og 50 procent i erstatning for tab af erhvervsevne. Forsikringsselskabet klagede over afgørelsen om tab af erhærvevsevne, idet de mente, at tilkendelsen af førtidspension skyldtes andre årsager end arbejdsskaden. Borgerens advokat argumenterede derimod for, at erhvervsevnetabet alene skyldtes ulykken, og at det burde fastsættes betydeligt højere end 50 procent.

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse og fandt, at borgeren ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Erstatningen blev nedsat fra 50 procent til under 15 procent.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at følgerne efter arbejdsskaden ikke havde medført en nedsat evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, når dette blev sammenlignet med borgerens erhvervsevne inden arbejdsskaden. Dette skyldtes, at borgeren ikke havde haft tilknytning til det ordinære arbejdsmarked i omkring 20 år forud for skaden og i stedet havde modtaget kontanthjælp.

Ankestyrelsen vurderede, at det med overvejende sandsynlighed måtte antages, at borgeren heller ikke uden arbejdsskaden ville være kommet i ordinært arbejde. Der blev henvist til praksis fra Højesteret, som fastslår, at krav på erstatning for erhvervsevnetab udløses af en varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Hvis skadelidte inden skaden har haft en så beskeden tilknytning til arbejdsmarkedet, at det må antages, at skadelidte heller ikke uden skaden ville være kommet i arbejde, er der ikke krav på erhvervsevnetabserstatning.

• Ankestyrelsen fandt, at arbejdsskaden ikke havde medført et kompensationsgrundlag for en nedsat evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, og at der derfor ikke var et erhvervsevnetab, der gav krav på erstatning i henhold til Arbejdsskadesikringsloven § 17, stk. 1.
• Vurderingen af erhvervsevnetabet tog hensyn til borgerens muligheder for at skaffe sig indtægt ved arbejde, som med rimelighed kunne forlanges efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 17, stk. 2.
• Der var ikke grundlag for at nedsætte eller bortfalde erstatningen på baggrund af andre årsager, da den manglende tilknytning til arbejdsmarkedet var afgørende for vurderingen af erhvervsevnetabet, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 12, stk. 1 og Arbejdsskadesikringsloven § 12, stk. 2.