Afvisning af anerkendelse af knæsygdomme hos brolægger og murer grundet utilstrækkelig dokumentation for arbejdsbelastningens omfang

To mænd anmeldte erhvervssygdomme relateret til knægener efter mange års fysisk krævende arbejde. I den ene sag anmeldte en 65-årig tidligere bro-/fliselægger kroniske lænderygsmerter og begyndende slidgigt i højre knæ. Han havde arbejdet i 23 år med anlæg af fortove og fliser, ofte i knæliggende stilling, og håndterede manuelt store mængder tunge fliser. Arbejdsgiveren oplyste, at knæliggende/hugsiddende arbejde udgjorde gennemsnitligt 2 timer dagligt. Knægenerne var gradvist tiltagende over de sidste 5-6 år.

I den anden sag anmeldte en 53-årig murer en meniskskade i højre knæ. Han havde arbejdet som murer siden 1971, primært med almindeligt murerarbejde, men også hugsiddende arbejde ved flisearbejde, gulvlægning og sokkelpudsning. Dette hugsiddende arbejde udgjorde cirka 2-2½ time dagligt. Begge sager blev afvist af Arbejdsskadestyrelsen, da de ikke opfyldte kravene for anerkendelse efter erhvervssygdomsfortegnelsen, idet det knæliggende/hugsiddende arbejde ikke havde udgjort en væsentlig del af arbejdstiden.

Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelser i begge sager og afviste at anerkende knæsygdommene som erhvervssygdomme. Afgørelserne blev truffet med henvisning til Lov om arbejdsskadesikring § 5, Lov om arbejdsskadesikring § 7 og Lov om arbejdsskadesikring § 16.

Begrundelse for afgørelserne

I begge sager lagde Ankestyrelsen vægt på, at de tilskadekomne ikke havde været udsat for knæliggende og/eller hugsiddende arbejde i mindst halvdelen af arbejdsdagen, hvilket er et krav for anerkendelse efter erhvervssygdomsfortegnelsen (gruppe D.1 for slidgigt og D.3 for meniskskade). Selvom arbejdsgiver i den ene sag oplyste om gennemsnitligt 2 timer dagligt i knæliggende/hugsiddende stilling, og den anden sag om 2-2½ time dagligt, blev dette ikke anset for tilstrækkeligt.

For den tidligere bro-/fliselægger blev det desuden bemærket, at der havde været arbejdsfri perioder en del af året, og at den påviste begyndende slidgigt var stort set alderssvarende. For mureren blev det vurderet, at selvom han i et vist omfang havde haft knæliggende arbejde, havde dette ikke haft betydning for udvikling af en menisksygdom.

Ankestyrelsen fandt i ingen af sagerne grundlag for at forelægge dem for Erhvervssygdomsudvalget, da de ikke opfyldte betingelserne for anerkendelse efter fortegnelsen, og der ikke var særlige omstændigheder, der berettigede en forelæggelse.