Afgørelser om anerkendelse af støjbetinget hørenedsættelse og godtgørelse for varigt mén

Fire sager om anerkendelse af høreskader og tinnitus som erhvervssygdomme blev behandlet principielt af Ankestyrelsen. Alle sager omhandlede borgere, der gennem mange år havde været udsat for kraftig støj på deres arbejdspladser, typisk over 95 dB i hele arbejdstiden. De anmeldte tilstande inkluderede tinnitus og støjbetinget hørenedsættelse (DLA professionalis).

I den første sag anmeldte en 44-årig skovarbejder tinnitus, men uden påvist hørenedsættelse. Arbejdsskadestyrelsen afslog anerkendelse, da tinnitus ikke var på erhvervssygdomsfortegnelsen, og der ikke forelå en hørenedsættelse.

Den anden sag vedrørte en 59-årig maskinarbejder med anmeldt DLA professionalis og tinnitus. Arbejdsskadestyrelsen afslog anerkendelse af hørenedsættelsen, da de vurderede, at den overvejende del skyldtes andre forhold end støj, og der var tale om DLA typus incertus.

I den tredje sag anmeldte en 65-årig ufaglært arbejder DLA professionalis. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte relevant støjudsættelse og ændring i audiogrammet, men afslog anerkendelse, da en konkurrerende årsag (DLA typus incertus) udgjorde den overvejende del af det samlede mén.

Den fjerde sag omhandlede en 66-årig slagteriarbejder med anmeldt DLA professionalis og periodisk tinnitus. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte den støjbetingede del af hørenedsættelsen, men afslog godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne, da den erhvervsbetingede del af ménet var lille, og tinnitus ikke var stærkt generende.

Ankestyrelsen traf principielle afgørelser i de fire sager, der afklarede kravene til anerkendelse af støjbetinget høreskade og tinnitus som erhvervssygdomme i henhold til Arbejdsskadesikringsloven § 5 og Arbejdsskadesikringsloven § 7.

Principielle afgørelser og begrundelser

Ankestyrelsen stadfæstede i den første sag Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afslag på anerkendelse af tinnitus. Dette skyldtes, at der ikke var konstateret støjbetinget hørenedsættelse, og tinnitus ikke er nævnt i erhvervssygdomsfortegnelsen som en selvstændig sygdom. Der var heller ikke grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget, da tinnitus blev betragtet som et subjektivt symptom, og der ikke forelå nyere lægevidenskabelige undersøgelser, der viste en øget forekomst af tinnitus uden samtidig hørepåvirkning.

I de to sager om DLA professionalis (sag 2 og 3) ændrede Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelser og anerkendte de støjbetingede hørenedsættelser som erhvervssygdomme. Ankestyrelsen lagde vægt på relevant støjudsættelse og diagnosen DLA professionalis. Det blev fastslået, at selvom der var konkurrerende årsager til hørenedsættelsen (DLA typus incertus), kunne den del, der i overensstemmelse med audiogrammets konfiguration kunne henføres til støj, anerkendes. Det var ikke en betingelse for anerkendelse, at hørenedsættelsen medførte erstatningsberettigende følger; eventuelle konkurrerende årsager skulle vægtes ved erstatningsudmåling.

I den fjerde sag stadfæstede Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afslag på godtgørelse for varigt mén og tinnitus. Ankestyrelsen vurderede, at det samlede mén var under 5 procent på grund af konkurrerende årsager, og at der ikke kunne gives tillæg for tinnitus, da generne ikke var beskrevet som stærkt generende.