Arveforordningens Lovvalg for Tredjestatsborgere og Bilaterale Arveaftalers Forrang (Polen/Ukraine)

Sagen omhandler fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 (Arveforordningen), specifikt spørgsmålet om, hvorvidt statsborgere fra tredjelande, der er bosiddende i en medlemsstat, har ret til at vælge loven i deres hjemland til at regulere deres samlede arv (lovvalgsklausul), og hvordan denne ret påvirkes af præ-eksisterende bilaterale aftaler.

Tvisten opstod i Polen, hvor OP, en ukrainsk statsborger bosiddende i Polen og medejer af fast ejendom dér, ønskede at oprette et notartestamente. I testamentet valgte hun ukrainsk lov som gældende ret for hele sin arv i henhold til forordningens artikel 22.

Notarfuldmægtigen afviste at oprette testamentet med henvisning til to hovedargumenter:

• Personelt Anvendelsesområde: Artikel 22 gjaldt kun unionsborgere.
• Forrang for Aftaler: En bilateral aftale fra 1993 mellem Polen og Ukraine fastsatte, at loven i den stat, hvor fast ejendom befinder sig (Polen), skulle anvendes, og denne aftale havde forrang i henhold til forordningens artikel 75, idet den udelukkede et lovvalg.

Sąd Okręgowy w Opolu (den forelæggende ret) forelagde spørgsmål for at afklare forordningens universelle anvendelse og samspillet mellem lovvalgsretten og den ældre bilaterale aftale, som fastsatte det gældende lovvalg uden at give mulighed for et lovvalg.

Domstolen besvarede de præjudicielle spørgsmål i to dele, hvilket resulterede i et nuanceret resultat, der bekræfter tredjestatsborgeres valgmulighed, men samtidig opretholder forrangen for ældre internationale aftaler.

Lovvalgsret for tredjestatsborgere

Domstolen fastslog, at artikel 22 i Arveforordningen skal fortolkes således, at den gælder for enhver person, uanset statsborgerskab. Bestemmelsen anvender ordet »person« uden at differentiere mellem unionsborgere og tredjestatsborgere. Den eneste begrænsning er, at personen kun kan vælge loven i en stat, hvor vedkommende er statsborger.

• Dette resultat understøttes af Arveforordningens artikel 20 om universel anvendelse, som fastslår, at den udpegede lov finder anvendelse, uanset om det er loven i en medlemsstat eller en tredjestat.

Forholdet til bilaterale aftaler og begrænsning af lovvalg

Domstolen fastslog, at Arveforordningens artikel 75, stk. 1, sikrer, at internationale konventioner, som medlemsstater var parter i før forordningens vedtagelse, bevarer deres anvendelse i tilfælde af kollision med forordningen.

Domstolen anerkendte, at den polsk-ukrainske bilaterale aftale fastsatte objektive tilknytningsregler for arvesager, hvor fast ejendom skulle behandles efter loven i den stat, hvor ejendommen befinder sig ().