Erstatning for behandlingsudgifter afvist pga. manglende påstand under straffesag

Sagen omhandler en ansøger, der blev udsat for vold, hvor skadevolderen rev hende i håret og tildelte hende et slag i hovedet med flad hånd. Under den efterfølgende straffesag nedlagde ansøgerens bistandsadvokat påstand om godtgørelse for svie og smerte for tre sygedage samt erstatning for et par sko.

Bistandsadvokaten tog under retssagen et generelt forbehold for senere at fremsætte krav om godtgørelse for varigt mén. Begrundelsen for forbeholdet var, at ansøgeren på det tidspunkt fortsat var i behandling hos både psykolog og fysioterapeut, hvorfor et eventuelt mén ikke kunne opgøres endeligt.

Efter straffesagens afslutning rettede ansøgeren henvendelse til Erstatningsnævnet med krav om:

• Godtgørelse for varigt mén
• Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste
• Erstatning for erhvervsevnetab
• Godtgørelse for helbredelsesudgifter til fysioterapeut

Det juridiske omdrejningspunkt i sagen er, hvorvidt disse krav kunne anerkendes af nævnet, når de ikke alle havde været fremsat som påstande eller været dækket af specifikke forbehold under behandlingen i retten.

Erstatningsnævnet traf afgørelse om delvist afslag og delvis dispensation i forhold til de efteranmeldte krav.

Afslag vedrørende udgifter til fysioterapi

Nævnet meddelte afslag på erstatning for udgifter til fysioterapeut under henvisning til Offererstatningsloven § 10, stk. 1. Nævnet vurderede, at der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation efter Offererstatningsloven § 10, stk. 2.

Begrundelsen var, at ansøgeren allerede under straffesagen var i behandling hos fysioterapeut. Hun burde derfor have indset, at der ville opstå et erstatningskrav, og kravet skulle derfor have været fremsat eller reserveret specifikt under sagens behandling i retten.

Dispensation for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab

For så vidt angår kravene om tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab, valgte nævnet at dispensere fra kravet om rettidig påstand i medfør af Offererstatningsloven § 10, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren, henset til skadens karakter, ikke havde rimelig grund til at forvente, at der ville opstå tab i denne størrelsesorden på tidspunktet for retssagen.