Kommunal skriftlig kommunikation til ordblind borger var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven

Sagen omhandler en borger med dokumenteret ordblindhed, som har indbragt en klage over en kommunes anvendelse af skriftlige breve. Klageren gør gældende, at kommunens praksis med at sende fysiske breve udgør forskelsbehandling, da hans handicap forhindrer ham i at læse og forstå indholdet på lige fod med andre borgere.

Baggrund og den konkrete henvendelse

Klageren har fremlagt en læse- og retskrivningsundersøgelse fra 2017, som konkluderer, at han har specifikke ordblindevanskeligheder og en læsehastighed, der ligger væsentligt under normen. Undersøgelsen anbefalede kompenserende ordblindeundervisning.

Striden opstod, da klageren modtog et brev fra kommunen vedrørende en nabohøring om etablering af tennisbaner nær hans bopæl. Klageren anførte, at han modtog brevet med kort varsel i forhold til høringsfristen, og at han på grund af sin ordblindhed var afskåret fra at læse indholdet selvstændigt.

Dialogen med myndigheden og parternes argumenter

Efter modtagelsen af brevet kontaktede klageren kommunen telefonisk for at få læst brevet op. Klageren har anført følgende kritikpunkter:

• Kommunens medarbejder forklarede brevets indhold, men læste det ikke ordret op, hvilket ifølge klageren medfører risiko for informationstab.
• Kommunen burde have konverteret brevet til en lydfil eller sikret forkyndelse via telefon.
• Klageren mener, at han blev stillet dårligere end øvrige naboer i forhold til den reelle tid til rådighed for at reagere på høringen.

Klageren nedlagde påstand om en godtgørelse på 50.000 kr. for den påståede forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at den indklagede kommune ikke har handlet i strid med Handicapdiskriminationsloven § 5.

Vurdering af handicapstatus

Nævnet vurderede indledningsvist, om klagerens ordblindhed udgør et handicap i lovens forstand. Med henvisning til forarbejderne til Handicapdiskriminationsloven § 2 og praksis fra EU-Domstolen blev det fastslået, at en funktionsbegrænsning skal være langvarig og hindre personen i at fungere på lige vilkår med andre. På baggrund af den læse- og retskrivningsundersøgelse, klageren fremlagde, fandt nævnet det godtgjort, at han har et handicap omfattet af loven.

Bevisvurdering vedrørende forskelsbehandling

Nævnet fandt dog ikke, at der var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klageren var blevet udsat for forskelsbehandling. Nævnet lagde i sin begrundelse vægt på: