Begrænsning af befordringsfradrag for skatteyder fra Polen - Sædvanlig bopæl

Sagen omhandler en polsk skatteyders ret til fuldt fradrag for befordring mellem bopæl og arbejdsplads i indkomstårene 2008 og 2009. Skatteyderen, der indrejste i Danmark i september 2005, havde selvangivet fradrag på henholdsvis 34.539 kr. og 30.901 kr., men Skatteankenævnet havde kun godkendt 7.649 kr. og 3.105 kr. med henvisning til, at skatteyderens sædvanlige bopæl var i Danmark.

Skatteyderen argumenterede for, at hendes centrum for livsinteresser fortsat var i Polen, da hendes mindreårige søn boede hos sin farmor i Polen, og hun havde en permanent bopæl der. Hun fremhævede også, at hendes ansættelseskontrakter i Danmark var tidsbegrænsede og af midlertidig karakter. Først efter opsigelsen i juni 2009 besluttede hun at opholde sig permanent i Danmark og lære dansk.

Baggrund

Klageren har siden september 2005 arbejdet i Danmark og har haft folkeregisteradresse i Danmark siden indrejsen. Hendes ægtefælle indrejste i Danmark i januar 2007 og har ligeledes boet og arbejdet i Danmark. Sønnen, født i 1991, har boet hos sin farmor i Polen. Der forelå erklæringer om økonomisk støtte til sønnen og betaling af husleje i Polen. Klageren havde flere tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i Danmark, den sidste løbende til august 2009, men hun blev opsagt i april 2009 med fratrædelse i juni 2009.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse og fandt, at klageren ikke var berettiget til det fulde befordringsfradrag, da hendes sædvanlige bopæl i indkomstårene 2008 og 2009 blev anset for at være i Danmark. Dette var i overensstemmelse med Ligningsloven § 9 C.

Retten lagde vægt på en konkret helhedsvurdering af klagerens livsinteresser og begrundede sin afgørelse med følgende punkter:

• Klageren flyttede til Danmark den 26. september 2005.
• Hun har boet i Danmark sammen med sin ægtefælle.
• Hun har forlænget sit ansættelsesforhold hos [virksomhed2] A/S (senere [virksomhed4] A/S) i Danmark.

På baggrund af disse forhold anså Landsskatteretten, at klageren ikke havde bevaret centrum for sine livsinteresser i Polen, men derimod havde etableret sin sædvanlige bopæl i Danmark i de omhandlede indkomstår. Derfor blev fradraget for befordring begrænset til den del, der oversteg 24 kilometer pr. arbejdsdag, som fastsat af Skatteankenævnet.