Ikke godkendt rejsefradrag og befordringsfradrag mellem Danmark og Polen

Sagen omhandler en klagers ret til fradrag for rejseudgifter (kost og logi) og befordring mellem Danmark og Polen for indkomståret 2008. Klageren, en polsk statsborger, var ansat i Danmark på tidsbegrænsede kontrakter fra oktober 2006 og frem. Han havde bolig til rådighed i Danmark fra oktober 2006 og arbejdede udelukkende i Danmark. Klageren fastholdt, at hans sædvanlige bopæl og livsinteresser var i Polen, hvor han havde hus og bil og planlagde at flytte tilbage. Han ønskede at blive beskattet som grænsegænger med ret til befordringsfradrag til sin bopæl i Polen.

SKAT og Skatteankenævnet havde afvist fradragene med den begrundelse, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark fra august 2007, da han havde bolig til rådighed i landet. De vurderede, at hans centrum for livsinteresser var i Danmark, da han havde fast indtægt og opholdt sig i Danmark med sin ægtefælle og datter. Derfor ansås han ikke for at være på rejse i henhold til Ligningsloven § 9 A, stk. 1, og befordringsfradrag kunne kun godkendes for kørsel mellem bopæl og arbejdsplads i Danmark efter Ligningsloven § 9 C, stk. 2.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse og afviste klagerens ret til fradrag for rejseudgifter og yderligere befordringsfradrag.

Retten bemærkede indledningsvis, at klageren fra den 29. august 2007 havde haft bolig til rådighed i Danmark og derfor ansås for fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1. Dette betød, at reglerne om grænsegængere i Kildeskatteloven § 5 A ikke fandt anvendelse, da disse kun gælder for personer, der er begrænset skattepligtige efter Kildeskatteloven § 2.

Rejsefradrag

For at være berettiget til rejsefradrag efter Ligningsloven § 9 A, stk. 1 skal en lønmodtager opfylde to betingelser:

• Have en sædvanlig bopæl i hjemlandet og være så langt hjemmefra, at overnatning nær arbejdsstedet er nødvendig.
• Arbejde på et midlertidigt arbejdssted.

Landsskatteretten vurderede, at klagerens centrum for livsinteresser var i Danmark. Dette blev begrundet med, at han havde haft bolig i Danmark siden oktober 2006, boede sammen med sin ægtefælle i Danmark, og udelukkende havde arbejdet i Danmark siden oktober 2006. Det var ikke dokumenteret, at klageren havde opretholdt bolig i Polen i det påklagede indkomstår.

Desuden fandt Landsskatteretten, at klageren ikke opfyldte betingelsen om midlertidigt arbejdssted i 2008. Selvom han havde tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, var disse med samme arbejdsgiver og uden dokumenteret arbejdsstedsskifte, som defineret i Ligningsloven § 9 A, stk. 5 og Ligningsloven § 9 A, stk. 6. En ny 12-måneders periode påbegyndes kun ved arbejdsstedsskifte, hvilket ikke var tilfældet her.

På baggrund af ovenstående fandt Landsskatteretten, at klageren ikke var berettiget til fradrag for udgifter til kost og logi efter Ligningsloven § 9 A.

Befordringsfradrag

Som en konsekvens af, at klageren ansås for at have sædvanlig bopæl og skattemæssigt domicil i Danmark, var han alene berettiget til fradrag for befordring mellem sin sædvanlige bopæl i Danmark og sin arbejdsplads i Danmark i henhold til Ligningsloven § 9 C, stk. 2. Da der ikke var uenighed om antal arbejdsdage eller afstand mellem hjem og arbejde i Danmark, og da satsen for kørsel over 100 km pr. dag var 50% af normalsatsen, stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse vedrørende befordringsfradraget.