Landsskatterettens afgørelse om moms ved grænsehandel med campingvogne og både

Sagen drejede sig om, hvorvidt en dansk virksomhed, [virksomhed2] A/S, var momspligtig i Danmark for salg af campingvogne og både gennem et såkaldt grænsehandelskoncept med en tysk samarbejdspartner, [virksomhed1] GmbH. Hovedspørgsmålet var fastlæggelsen af leveringsstedet og hvorvidt selskabet kunne støtte ret på tidligere administrativ praksis, herunder Skatterådets bindende svar i SKM2006.530, som opstillede ni betingelser for salg med tysk moms.

Selskabet argumenterede for, at det havde fulgt Skatterådets betingelser nøje. De fremhævede, at selvom der var indledende drøftelser med kunden i Danmark, blev den formelle købsaftale indgået direkte mellem den danske kunde og den tyske samarbejdspartner, og kunden afgav selv et købstilbud til [virksomhed1] GmbH. Selskabet påberåbte sig desuden berettigede forventninger baseret på en tidligere SKAT-kontrol i 2006, der havde fundet deres koncept i overensstemmelse med Skatterådets retningslinjer, samt en generel uklarhed i retstilstanden frem til Højesterets dom i Jet-Trade-sagen (SKM2010.396). Endvidere blev der argumenteret for en analog anvendelse af Kildeskatteloven § 69, stk. 1 på grund af undskyldelig retsvildfarelse.

SKAT fastholdt, at salgene i realiteten skete fra [virksomhed2] A/S direkte til de danske privatkunder, og at den tyske partner fungerede som et uselvstændigt mellemled uden reel kommerciel funktion, hvis primære formål var at opnå momsbesparelser. SKAT mente, at leveringsstedet var i Danmark i henhold til Momsloven § 4, stk. 1 og Momsloven § 14, nr. 2, da den bindende salgsaftale blev indgået i Danmark, og kunderne fik råderet over varerne her i landet, før transporten til Tyskland påbegyndtes. SKAT anførte, at selskabets forretningsgang ikke opfyldte de grundlæggende forudsætninger i Skatterådets retningslinjer, især punkterne 1, 2, 3, 6, 8 og 9, da transaktionerne ikke skete på almindelige kommercielle markedsvilkår.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten lagde til grund, at selskabet i realiteten foretog en levering til den private kunde, og at leveringsstedet følgelig var i Danmark i henhold til Momsloven § 4, stk. 1 og Momsloven § 14, nr. 2, i overensstemmelse med Højesterets afgørelse i SKM2010.396 (Jet-Trade-sagen). Selskabet skulle derfor have opkrævet dansk moms af leverancerne.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt, at selskabet ikke kunne støtte ret på Skatterådets bindende svar i SKM2006.530 for salg med tysk moms. Dette skyldtes, at selskabet ud fra en realitetsbetragtning indgik en aftale med kunden ved dennes henvendelse i selskabets forretning, hvilket stred mod betingelse 2 (selskabet måtte alene henvise kunden til den tyske partner) og betingelse 6 (handelsaftalen skulle indgås direkte mellem kunden og den tyske partner).

I forhold til selskabets anbringende om berettigede forventninger, fandt de to retsmedlemmer, at SKATs kontrol i 2006 ikke udgjorde en tilkendegivelse, som selskabet kunne støtte ret på, da kontrollen ikke var tilbundsgående. Selskabets anbringende om analog anvendelse af Kildeskatteloven § 69, stk. 1 og undskyldelig retsvildfarelse blev ligeledes ikke tiltrådt.

Et retsmedlem bemærkede dog, at selskabets fremgangsmåde fulgte de retningslinjer, som Skatterådet afgav i sit bindende svar i SKM2006.530, herunder betingelse 2 og 6. Dette retsmedlem mente, at Skatterådets bindende svar udtrykte en anden forståelse af leveringsbegrebet end den, Højesterets afgørelse i Jet-Trade-sagen bygger på, og stemte derfor for at imødekomme selskabets principale påstand.

På grund af stemmeflertallet blev SKATs afgørelse delvist ændret. Spørgsmålet om momsbeløbets beregning blev hjemvist til SKAT for en fornyet talmæssig opgørelse. Dette skyldtes, at EU-domstolen i afgørelse af 7. november 2013 i sag C-249/12, Tulica, havde taget stilling til fastlæggelsen af momsgrundlaget i situationer, hvor leverandøren ikke havde opkrævet moms, og SKAT ikke havde haft mulighed for at vurdere denne afgørelses betydning i første instans.