Landsskatteretten: Fradrag for tysk pension og sundhedsudgifter (2005-2008) – Ugyldighed, pensionsfradrag, helbredsudgifter, bidfunktionsbehandling

Sagen omhandler en operasanger og musikpædagogs klage over Skatteankenævnets afgørelser vedrørende fradrag for tysk pension og sundhedsudgifter for indkomstårene 2005-2008, samt gyldigheden af SKATs afgørelser.

Formalitet

Klageren anførte, at SKATs afgørelser var ugyldige på grund af manglende begrundelse, utilstrækkelig partshøring og manglende hensyntagen til EU-regler. Skatteankenævnet og Landsskatteretten fandt, at SKATs afgørelser var tilstrækkeligt begrundede og oplyste, og at der ikke var sket tilsidesættelse af garantiforskrifter i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24. Landsskatteretten bemærkede, at indsigelser over sagsbehandlingen, der ikke medførte afgørelsernes ugyldighed, faldt uden for dens kompetence, jf. Skatteforvaltningsloven § 11, stk. 1.

Fradrag for tysk pension

Klageren havde indbetalt til en tysk pensionsordning oprettet i 1984 og fastholdt fradrag for disse indbetalinger. Klageren henviste til EF-Domstolens dom af 30. januar 2007, C-150/04, som fastslog, at Danmark havde tilsidesat EU-retten ved at forbeholde skattefradragsret for pensionsindbetalinger til danske institutter. Landsskatteretten anerkendte dommens ex tunc virkning, men nægtede fradrag, da den tyske pensionsudbyder ikke havde indgået en aftale med danske myndigheder om at påtage sig de samme administrative forpligtelser som indenlandske pensionsudbydere, jf. Pensionsbeskatningsloven § 15c. Ordningen kunne derfor ikke omfattes af Pensionsbeskatningslovens afsnit 1, og fradrag blev nægtet i henhold til Pensionsbeskatningsloven § 53a og Pensionsbeskatningsloven § 53b (dagældende) samt Pensionsbeskatningsloven § 50.

Fradrag for sundhedsudgifter

Klageren, der led af flere kroniske lidelser, søgte fradrag for omfattende sundhedsudgifter (fysioterapi, yoga, svømning, MFR-behandling, bidfunktionsbehandling) og befordring hertil, idet hun mente, at udgifterne var nødvendige for at opretholde sin erhvervsindkomst. Hun argumenterede for, at nægtelse af fradrag var diskriminerende over for handicappede. Landsskatteretten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, og fastslog, at udgifter til fysioterapi, svømning, yoga og MFR-behandling samt befordring hertil var private udgifter, der ikke kunne fradrages. Retten bemærkede, at Forskelsbehandlingsloven ikke gælder for opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Dog godkendte Landsskatteretten fradrag for udgifter til bidfunktionsbehandling i 2007 og 2008, da det blev anset for dokumenteret, at disse udgifter var en direkte konsekvens af klagerens arbejde, jf. tidligere praksis, herunder LSR-afgørelse af 22. december 1998. De godkendte beløb skulle reduceres med bundfradraget efter Ligningsloven § 9, stk. 1, hvis dette ikke allerede var sket.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten traf følgende afgørelser vedrørende klagepunkterne:

Formalitet

Landsskatteretten fandt ikke, at SKATs afgørelser var ugyldige. Der var ikke sket en tilsidesættelse af garantiforskrifterne i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, herunder manglende partshøring eller begrundelse. Indsigelser over sagsbehandlingen, der ikke medførte afgørelsernes ugyldighed, faldt uden for Landsskatterettens kompetence, jf. Skatteforvaltningsloven § 11, stk. 1.

Fradrag for tysk pension

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at nægte fradrag for indbetalinger til den tyske pensionsordning for 2005, 2006 og 2008. Selvom EF-Domstolens dom, C-150/04, havde virkning ex tunc og forhindrede nægtelse af fradrag alene på baggrund af udenlandsk oprettelse, kunne ordningen ikke omfattes af Pensionsbeskatningslovens afsnit 1. Dette skyldtes, at den tyske pensionsudbyder ikke i de påklagede indkomstår ved aftale var underlagt samme administrative pligter (indberetning, indeholdelse og indbetaling af skat) som indenlandske pensionsudbydere, jf. Pensionsbeskatningsloven § 15c.

Fradrag for sundhedsudgifter

Landsskatteretten traf følgende afgørelse vedrørende sundhedsudgifter:

• Generelle sundhedsudgifter: Fradrag for udgifter til fysioterapi, svømning, yoga og MFR-behandling blev nægtet. Disse udgifter blev anset for private og ikke direkte forbundet med indkomsterhvervelsen, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Statsskatteloven § 6, stk. 2. Befordring til sundhedsbehandlinger blev ligeledes anset for en ikke-fradragsberettiget privat udgift, da den ikke var erhvervsmæssig kørsel som afgrænset i Ligningsloven § 9b.
• Bidfunktionsbehandling: Landsskatteretten godkendte fradrag for udgifter til bidfunktionsbehandling i 2007 med 3.922 kr. og i 2008 med 3.420 kr. Dette skyldtes, at det var dokumenteret, at behandlingen var en direkte konsekvens af den belastning af bidfunktionen, som fulgte af klagerens arbejde som operasanger/musikpædagog. Dette var i overensstemmelse med tidligere praksis, herunder LSR-afgørelse af 22. december 1998. De godkendte udgifter skulle reduceres med bundfradraget efter Ligningsloven § 9, stk. 1, hvis dette ikke allerede var sket.
• Diskrimination: Landsskatteretten bemærkede, at klageren ikke som følge af sit handicap havde en videre adgang til fradrag end en lønmodtager uden handicap, og at Forskelsbehandlingsloven ikke gælder opgørelsen af den skattepligtige indkomst.