Manglende bevis for bopæl førte til nægtet kørselsfradrag og beskatning af lejeindtægt

Sagen omhandlede to centrale spørgsmål for en soldat i indkomståret 2008: beskatning af overskud ved udlejning af en ejerlejlighed og ret til fradrag for befordring mellem bopæl og arbejdsplads. Kernen i sagen var en tvist om klagerens faktiske bopæl. Klageren, der arbejdede ved Forsvaret i [by1], havde købt en lejlighed samme sted, men hævdede at have boet hos sine forældre i [by6] i den pågældende periode, mens lejligheden var udlejet.

SKAT havde både beskattet ham af lejeindtægten fra lejligheden og nægtet ham befordringsfradrag for den lange pendlertur. Klageren argumenterede for, at dette var selvmodsigende: Hvis han blev beskattet af lejeindtægt, måtte det anerkendes, at han ikke selv boede der, og han burde derfor have ret til befordringsfradrag. Omvendt, hvis han ikke havde ret til fradrag, måtte det være fordi, han blev anset for at bo i lejligheden, og han skulle derfor ikke beskattes af en lejeindtægt.

Skattemyndighedernes afgørelse

Skatteankenævnet anså klageren for skattepligtig af overskuddet fra udlejningen, da der forelå en lejekontrakt. Overskuddet blev opgjort således:

Samtidig blev befordringsfradraget nægtet, da klageren ikke kunne løfte den skærpede bevisbyrde for, at den daglige kørsel over en lang distance rent faktisk havde fundet sted.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse på begge punkter.

Beskatning af lejeindtægt

Landsskatteretten fandt, i overensstemmelse med Statsskatteloven § 4, at indtægter ved udlejning er skattepligtige. Retten tiltrådte Skatteankenævnets opgørelse af overskuddet og godkendte fradrag for dokumenterede driftsomkostninger som fællesudgifter og ejendomsskat, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Da der ikke var fremlagt nye oplysninger i sagen, blev Skatteankenævnets afgørelse stadfæstet.

Fradrag for befordring

For så vidt angår befordringsfradraget henviste Landsskatteretten til Ligningsloven § 9 C. Retten fremhævede, at der ved en usædvanlig lang afstand mellem bopæl og arbejdsplads påhviler skatteyderen en skærpet bevisbyrde for, at befordringen rent faktisk har fundet sted. Da klageren ikke kunne dokumentere eller på anden vis sandsynliggøre, at han havde foretaget den daglige kørsel mellem forældrenes bopæl i [by6] og arbejdspladsen i [by1] i det påståede omfang, blev Skatteankenævnets afgørelse om at nægte fradraget stadfæstet.