Fortolkning af Straffeloven § 119, stk. 1, vedrørende trusler mod offentligt ansat fremsat via tredjemand – Ubetinget fængsel for overtrædelse af § 266.

Højesteret stadfæstede Landsrettens dom for så vidt angår skyldspørgsmålet, men skærpede straffens fuldbyrdelse ved at gøre den ubetinget. Hovedspørgsmålet var fortolkningen af begrebet "overfalder" i Straffeloven § 119, stk. 1.

Afgrænsning af Straffeloven § 119, stk. 1

Højesteret fandt, at udtrykket "overfalder" med "trussel om vold" i Straffeloven § 119, stk. 1 kun omfatter trusler, der er fremsat direkte over for den offentligt ansatte. Dette gælder for direkte personlig kontakt, telefonsamtaler, breve eller mails stilet til den truede.

Trusler fremsat til tredjemand er ikke omfattet af stk. 1, selvom gerningsmanden måtte indse, at truslen ville blive videregivet. Denne fortolkning bygger på den afgrænsning, der blev fastlagt ved lovændringen i 1939, da Straffeloven § 119, stk. 2 blev indført.

• Da truslerne blev fremsat telefonisk over for V1, og det ikke kunne lægges til grund, at T bad V1 om at viderebringe dem til F, var truslerne ikke rettet direkte mod F.
• Højesteret tiltrådte derfor, at T var frifundet for overtrædelse af Straffeloven § 119, stk. 1, og at forholdet korrekt var henført under Straffeloven § 266.

Strafudmåling

Syv af Højesterets ni dommere fandt, at straffen på fængsel i 20 dage var passende. Flertallet lagde vægt på truslernes grovhed, at de var rettet mod en person i offentlig tjeneste, samt at T tidligere var straffet for overtrædelse af Straffeloven § 266. Flertallet fandt ikke grundlag for at gøre straffen betinget.

Den endelige dom lyder:

• Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at straffen på fængsel i 20 dage ikke gøres betinget.

Parternes centrale argumenter

Anklagemyndigheden påstod ubetinget udvisning i 6 år og skærpelse af fængselsstraffen til omkring 3 måneder. De argumenterede for, at truslerne var særligt grove, da de blev fremsat af LTF’s leder i et bandemiljø med alvorlig kriminalitet, og at den aktuelle kriminalitet var begået i prøvetiden for den betingede udvisning, jf. Udlændingeloven § 24 b, stk. 3.

T påstod formildelse af straffen og fastholdelse af den betingede udvisning. Forsvaret fremhævede, at T var født og opvokset i Danmark, havde hele sin familie her, og kun havde begrænset tilknytning til Pakistan. En ubetinget udvisning ville ifølge T med sikkerhed være i strid med hans ret til privatliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, især da den aktuelle kriminalitet kun medførte en kort fængselsstraf (Landsretten dømte 60 dages fængsel).