Skattepligt af gældseftergivelse ved private lån - Landsskatterettens afgørelse

Sagen omhandlede, hvorvidt klageren var eftergivet gæld vedrørende private lån, og om denne eftergivelse var skattepligtig. SKAT havde konstateret et uantageligt lavt privatforbrug hos klageren, hvilket blev forklaret med tre private lån fra familie og venner.

Låneforholdene

Klageren havde fremlagt lånekontrakter og betalingsmeddelelser for følgende lån:

• Lån fra [person2]: 18.150 EUR (ca. 135.288 kr.), dateret 7. januar 2004, med tilbagebetaling inden 3 år. Aftalen var ikke underskrevet, men underbygget af bankoverførsler.
• Lån fra [person3] (senere [person5]): 13.000 EUR (ca. 96.900 kr.), dateret 7. januar 2004, med tilbagebetaling inden 3 år. Aftalen var ikke underskrevet, men underbygget af bankoverførsler.
• Lån fra [person4]: 50.000 kr., dateret 3. maj 2004, med tilbagebetaling inden 2 år. Aftalen var underskrevet af både långiver og klageren.

SKAT formodede, at lånene var eftergivet, da klageren ikke fremsendte dokumentation for tilbagebetaling i overensstemmelse med lånevilkårene. SKAT anså klageren for skattepligtig af gældseftergivelsen i 2006 og 2007, idet lånene ikke havde fremgået af klagerens selvangivne oplysninger, og der ikke forelå en reel tilbagebetalingspligt.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet fandt, at lånene fra [person2] og [person3], der forfaldt i 2007, kunne anses for eftergivet, da der ikke var fremlagt dokumentation for andet, og klageren ikke blev anset for ude af stand til at betale gælden på eftergivelsestidspunktet. Ankenævnet henviste til Statsskatteloven § 4 og Kursgevinstloven § 21 samt Kursgevinstloven § 23 for gæld i fremmed valuta. Ankenævnet fandt dog, at gælden til [person4] ikke var eftergivet, da der var fremlagt dokumentation for en tilbagebetalingsaftale på 500 kr. pr. måned. Ankenævnet afviste desuden klagerens påstand om manglende begrundelse fra SKAT.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at klagerens skattepligtige indkomst for 2007 skulle nedsættes til 0 kr. Repræsentanten argumenterede for, at en eventuel forhøjelse skulle tage hensyn til fordringens værdi på eftergivelsestidspunktet i forhold til klagerens manglende betalingsevne, jf. Kursgevinstloven § 24. Det blev fastholdt, at klageren stadig havde gælden, og at kreditorerne på intet tidspunkt havde haft gavehensigt, ligesom parterne ikke befandt sig i et gavemiljø.

Repræsentanten anførte endvidere, at SKAT ikke havde foretaget en objektiv sagsbehandling, idet de havde forhøjet klageren for 2006 og 2007, selvom ansættelserne for 2004 og 2005 var forældede. Det blev påpeget, at SKAT ikke havde beregnet klagerens formue eller vurderet fordringernes værdi og ikke havde overholdt de forvaltningsretlige regler i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24.

Klagerens økonomiske situation i årene 2003-2011 blev fremlagt som følger:

Klageren havde etableret afdragsordninger med sine kreditorer, herunder 500 kr. om måneden til [person4], 100 USD til [person2] og 100 USD til [person5]. Dokumentation for nogle af disse betalinger var fremlagt, men nogle overførsler til Syrien var mislykkedes på grund af politiske omstændigheder.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse om, at klageren var skattepligtig af eftergivet gæld i indkomståret 2007.

Retten fandt, at gælden til [person2] og [person3] (også benævnt [person5]) kunne anses for eftergivet i 2007. Dette blev begrundet med, at lånene på indfrielsestidspunktet i 2007 eller umiddelbart derefter ikke blev tilbagebetalt af klageren, og at der ikke blev foretaget foranstaltninger til nedbringelse af gælden. Kreditorerne havde heller ikke foretaget foranstaltninger i forsøg på at inddrive gælden.

Landsskatteretten havde ikke grund til at antage, at klageren på gældseftergivelsestidspunktet ikke var i stand til at betale gælden. Klageren blev dermed anset for skattepligtig af gældseftergivelserne i henhold til Kursgevinstloven § 21 og Kursgevinstloven § 23, jf. Statsskatteloven § 4.

Det forhold, at der i forbindelse med skattesagen blev udarbejdet dokumenter vedrørende betalinger til Jordan og Syrien, ændrede ikke ved afgørelsen.

Retten fandt derudover, at SKAT havde begrundet sin afgørelse, hvorfor repræsentantens påstand om manglende begrundelse ikke kunne føre til et andet resultat. Da der ikke var uenighed om den beløbsmæssige opgørelse, blev denne lagt til grund.