Lægekonsulent anset for lønmodtager og afskåret fra at bruge virksomhedsordningen

Sagen omhandlede et bindende svar på, om en speciallæge kunne fakturere sit konsulentarbejde for et privathospital (herefter hvervgiver) via sin egen virksomhed under virksomhedsordningen. Speciallægen var deltidsansat som overlæge og havde ved siden af oprettet et konsulentfirma, der udførte beskrivelser af MR-undersøgelser for flere hvervgivere.

Arbejdet for den pågældende hvervgiver blev udført hjemmefra på en arbejdsstation, som lægen påtænkte at købe. Konsulentaftalen fastsatte honoraret pr. udført beskrivelse, og klageren var underlagt hvervgiverens kvalitetsstandarder og refererede til den ledende radiolog. Aftalen kunne opsiges af begge parter med en måneds varsel.

Klageren argumenterede for, at han var selvstændig erhvervsdrivende med henvisning til, at han:

• Havde flere hvervgivere.
• Udførte arbejdet fra egne lokaler og med eget udstyr (den påtænkte arbejdsstation).
• Selv afholdt udgifter, herunder til forsikring.
• Ikke havde fast arbejdstid og blev aflønnet pr. opgave.

Skatterådet fandt, at klageren skulle anses for lønmodtager, da han ikke bar en tilstrækkelig økonomisk risiko og var underlagt en vis instruktionsbeføjelse. Det blev vægtet, at det var hospitalet, der havde patientkontakten og ejede det kostbare scanningsudstyr.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets afgørelse og fandt, at klageren skulle anses for lønmodtager i sit virke som radiolog for privathospitalet. Afgørelsen blev truffet på baggrund af en samlet vurdering i henhold til kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven.

Retten lagde afgørende vægt på, at klageren ikke bar en reel økonomisk risiko, som er karakteristisk for selvstændigt erhvervsdrivende. Følgende forhold blev fremhævet:

• Udstyr: Klageren ejede ikke selv det primære udstyr (MR-scannerne), men anvendte hospitalets.
• Instruktion: Klageren refererede i det daglige til hospitalets ledende radiolog, hvilket indikerer en instruktionsbeføjelse.
• Opsigelsesvarsel: Aftalen indeholdt et gensidigt opsigelsesvarsel på én måned, hvilket er typisk for et ansættelsesforhold.

Da klageren blev anset for lønmodtager, kunne indkomsten fra konsulentaftalen ikke indgå i virksomhedsordningen, jf. Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 1. Landsskatteretten besvarede derfor det stillede spørgsmål med et "Nej".