Omkostningsgodtgørelse – Medholdsvurdering – Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse om 50% godtgørelse, da der ikke var opnået medhold i overvejende grad

Sagen omhandler klagerens anmodning om fuld omkostningsgodtgørelse for sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten. SKAT havde kun godkendt 50% af udgifterne, da klageren ikke blev anset for at have fået medhold i overvejende grad i den specifikke sag for Landsskatteretten.

SKAT forhøjede oprindeligt klagerens indkomst for indkomståret 2007 på flere punkter. Klageren påklagede SKATs afgørelse til skatteankenævnet, hvor klagen angik fire punkter: fradrag for nedrivningsomkostninger, andre udgifter til planteavl, fradrag for forsikring af erhvervsejendom og fradrag for erhvervsmæssig kørsel.

Skatteankenævnet gav delvist medhold. En oversigt over nævnets afgørelse var som følger:

Efterfølgende anmodede klagerens repræsentant om genoptagelse af sagen vedrørende fradrag for nedrivning, hvor skatteankenævnet den 21. juni 2010 gav fuldt medhold i, at nedrivningsudgifterne kunne tillægges ejendommens anskaffelsessum. Klageren påklagede herefter skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten, men kun for så vidt angår punktet om fradrag for erhvervsmæssig kørsel, hvor der var en indkomstforhøjelse på 102.177 kr. Klageren påstod principalt, at den erhvervsmæssige anvendelse af bilen udgjorde 90%, og subsidiært maksimalt 30% privat kørsel.

Landsskatteretten traf afgørelse den 14. november 2011 og stadfæstede skatteankenævnets afgørelse vedrørende kørselsudgifterne. Retten fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for en højere erhvervsmæssig kørsel end de 20% SKAT havde skønnet. Dette skyldtes blandt andet, at klageren ikke havde ført kørebog, og at der ikke var godtgjort erhvervsmæssig kørsel i forbindelse med ombygning af landbrugsejendommen eller skovdrift, der lå tæt på bopælen. Retten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Statsskatteloven § 6, stk. 2 vedrørende fradrag for driftsomkostninger og ikke-fradragsberettigede private udgifter.

Klageren anmodede herefter SKAT om 100% omkostningsgodtgørelse for både sagen ved skatteankenævnet og Landsskatteretten. SKAT imødekom kun delvist anmodningen for Landsskatteretten, da de mente, at der ikke var givet medhold i overvejende grad i den sag. Klageren fastholdt, at der skulle foretages en helhedsvurdering af den samlede skattesag, hvor klageren havde fået medhold i 85% af den samlede indkomstforhøjelse, hvilket burde udløse fuld godtgørelse. Klageren henviste til forarbejderne til Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 1 og dommen SKM2012.711.BR, samt en fortolkning af SKM2005.358.ØLR om, at der skulle ske en samlet vurdering for de administrative instanser.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om kun at godkende 50% omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand vedrørende klagen til Landsskatteretten.

Retten henviste til Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 1, som er en direkte videreførelse af den tidligere skattestyrelseslovs § 33 A, stk. 1. Ifølge denne bestemmelse ydes der 100% godtgørelse, hvis den pågældende person har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Instans for instans-vurdering: Vurderingen af, om der er opnået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, skal foretages instans for instans og ud fra den påstand, som den skattepligtige har nedlagt for den pågældende instans. Dette fremgår klart af forarbejderne til loven (L 54, Folketingstidende 2001/2002) og er fastslået af Østre Landsret i dommen SKM2005.358.ØLR.
• Samlet medholdsvurdering: En samlet medholdsvurdering har betydning for efterregulering af allerede udbetalte godtgørelser for udgifter ved sagens førelse i tidligere instanser. Den har derimod ikke betydning for medholdsvurderingen for senere instanser. Klageren bærer risikoen ved videre påklage af en afgørelse, herunder risikoen ved den påstand, der nedlægges for de følgende instanser.
• Anvendelse i nærværende sag: I klageskrivelsen til Landsskatteretten var der nedlagt principal og subsidiær påstand om nedsættelse af indkomstforhøjelsen vedrørende biludgifter. Klageren fik ikke medhold i nogen af disse påstande ved Landsskatterettens kendelse af 14. november 2011, da retten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse.

Da klageren ikke fik medhold i nogen grad i den sag, der blev behandlet af Landsskatteretten, var klageren efter Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 1, 1. pkt. alene berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50% af udgifterne til sagkyndig bistand ved klagen til Landsskatteretten.