Skattepligt af yderligere vederlag og fri bil - Landsskatterettens afgørelse

Sagen omhandlede to hovedspørgsmål: hvorvidt klageren var skattepligtig af et yderligere vederlag på 700.000 kr. og af rådigheden over en fri bil. Klageren havde gennem 4½ år haft erhvervsinteresser i op mod 40 forskellige selskaber, herunder som direktør, bestyrelsesformand eller ultimativ anpartshaver. SKAT og Skatteankenævnet havde anset klageren for skattepligtig af et skønsmæssigt ansat vederlag og af værdien af fri bil.

Yderligere vederlag

Klageren havde ikke modtaget løn fra de nævnte selskaber i indkomståret 2006, men havde hævet penge fra selskabet [virksomhed5] Inc's konto til privat forbrug og fået private udgifter betalt. Der forelå ingen oversigt over en eventuel mellemregningskonto, og der var ikke aftalt tidspunkt for tilbagebetaling af de hævede beløb. Skatteankenævnet anså de overførte beløb for skattepligtige i henhold til Statsskatteloven § 4 og fastsatte skønsmæssigt beløbet til 700.000 kr. Klageren påstod nedsættelse af skatteansættelsen og gjorde gældende, at beløbet udgjorde et lån fra selskabet, eller subsidiært, at det udgjorde skattepligtigt udbytte i henhold til Aktieavancebeskatningsloven § 16 a som maskeret udlodning, ikke løn. Klageren argumenterede desuden for, at han ikke var rette indkomstmodtager af de fakturerede beløb, der aldrig fysisk blev afregnet mellem selskaberne, og henviste til retspraksis, herunder TfS 2005.835 og TfS 2005.955. Det blev også anført, at Ligningsloven § 2 ikke fandt anvendelse, da klageren ikke ejede mere end 50% af selskabet, og at skattemyndighederne ikke kunne fiksere en lønindtægt, når en hovedaktionær valgte at konsolidere selskabet i stedet for at hæve løn. Endvidere blev det skønsmæssige skøn kritiseret for at være ubegrundet og baseret på et forkert grundlag, da det ikke var baseret på privatforbrugsberegninger som anført i Ligningsvejledningen.

Fri bil

Skatteankenævnet havde ansat værdien af fri bil til 205.000 kr. Klageren havde indgået leasingkontrakter for to biler i eget navn, men selskabet [virksomhed5] Inc havde afholdt udgifter til leasingydelser og brændstof. Klageren bestred, at han havde fået fri bil stillet til rådighed af selskabet, idet leasingaftalerne var personlige. Han argumenterede for, at der maksimalt kunne blive tale om beskatning af de af selskabet erlagte beløb som maskeret udlodning, og at SKATs skønsmæssige ansættelse af bilens værdi var udokumenteret og urimelig. Skatteankenævnet fastholdt, at der var tale om fri bil til rådighed, skattepligtig i henhold til Ligningsloven § 16 a, stk. 1.

Yderligere vederlag

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse om at anse klageren for skattepligtig af et skønsmæssigt ansat vederlag på 700.000 kr. Retten lagde til grund, at klageren havde hævet væsentligt højere beløb fra selskabets konto til privat forbrug, end han havde oplyst, og at selskabet desuden havde betalt leasingydelser for klageren via en anden konto. Da klageren ikke havde dokumenteret, at de hævede beløb udgjorde lån fra selskabet (ingen lånedokumenter eller bevis for tilbagebetalingsforpligtelse), fandt Landsskatteretten det berettiget at anse beløbet for skattepligtigt i henhold til Statsskatteloven § 4. Begrundelsen for den skønsmæssige ansættelse, der henviste til manglende oplysninger om præcise beløb og Landsskatterettens afgørelse for indkomståret 2005, blev anset for at opfylde kravene i Forvaltningsloven § 24.

Fri bil

Landsskatteretten nedsatte SKATs afgørelse om værdi af fri bil til 0 kr. Retten fandt, at selvom udgifterne til leasingydelser og benzin var afholdt af selskabet, var det ikke dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at klageren havde haft fri bil stillet til rådighed i det påklagede år. Leasingaftalerne var indgået personligt af klageren, og fakturaerne var stilet til ham. Et retsmedlem voterede for beskatning af fri bil, idet selskabets afholdelse af biludgifter og manglende oplysninger om klagerens egne betalinger indikerede rådighed over fri bil i henhold til Ligningsloven § 16 a. Flertallet fandt dog ikke grundlag for beskatning af rådigheden over fri bil i henhold til Ligningsloven § 16.