Landsskatteretten: Ingen fikseret renteindtægt ved salg af sommerhus til brors selskab

Sagen omhandler en klage over Skatteankenævnets fiksering af en renteindtægt på et anfordringsgældsbrev for indkomstårene 2008, 2009 og 2010. Klageren havde i maj 2008 solgt et sommerhus til et selskab ejet af sin bror for 5.000.000 kr. I forbindelse med handlen blev der oprettet et anfordringsgældsbrev på købesummen, som ifølge aftalen ikke skulle forrentes. Klageren lejede efterfølgende sommerhuset af selskabet for 10.000 kr. pr. måned, betalt via mellemregning på gældsbrevet.

Skatteankenævnet havde forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med fikserede renteindtægter, idet de mente, at salget og det rentefri lån ikke var forretningsmæssigt begrundet. Nævnet anså parterne for interesseforbundne og mente, at den manglende forrentning af gældsbrevet udgjorde en maskeret modydelse i form af en lavere husleje til klageren. De henviste til, at der skulle fastsættes en fikseret rente svarende til diskontoen + 4 %, jf. Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra e, og at dispositionerne tilsigtede omgåelse af skattelovgivningen.

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om nedsættelse af indkomsten til det selvangivne. Repræsentanten argumenterede for, at der ikke var hjemmel til beskatning af fikserede renteindtægter, da:

• Parterne ikke var omfattet af Ligningsloven § 2 som "nærtstående" (brødre er ikke omfattet).
• Det rentefri udlån ikke var modsvaret af en økonomisk fordel, og der ikke forelå skatteomgåelse, hvilket er en forudsætning for beskatning efter Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra e.
• Sommerhuset var handlet til markedsværdi i 2008, understøttet af den offentlige vurdering og senere salgspris.
• Den aftalte husleje på 120.000 kr. årligt svarede til markedslejen, hvilket blev underbygget af en syn- og skønserklæring, der fastslog, at den aftalte leje var på markedsvilkår. Skatteankenævnets beregnede markedsleje på ca. 456.000 kr. årligt blev anset for urealistisk.

Repræsentanten fremhævede, at en aftale om ikke at tilskrive renter på et anfordringsgældsbrev ikke er unormalt forretningsmæssigt, og at interesseforbundne parter i sig selv ikke begrunder en rentefiksering, medmindre der foreligger en modydelse eller skatteomgåelse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten nedsatte den fikserede renteindtægt til 0 kr. for indkomstårene 2008, 2009 og 2010. Afgørelsen blev truffet på baggrund af følgende:

• Markedsleje: Med henvisning til syn- og skønserklæringen fandt Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for at ændre den af selskabet selvangivne lejeindtægt for sommerhuset. Dette betød, at den aftalte leje på 10.000 kr. pr. måned blev anset for at svare til markedslejen.
• Manglende modydelse: Da lejen blev anset for at være på markedsvilkår, kunne det ikke lægges til grund, at den manglende forrentning af selskabets gæld var modsvaret af en lavere leje. Der var således ikke grundlag for at tilsidesætte parternes aftaler ud fra en realitetsbetragtning.
• Interesseforbundne parter: Klageren og selskabet (ejet af klagerens bror) kunne ikke anses for interesseforbundne parter efter Ligningsloven § 2, da brødre ikke er omfattet af begrebet "nærtstående" i denne bestemmelse. Der var derfor ikke hjemmel til at foretage en fiksering af renten af gælden i henhold til anfordringsgældsbrevet efter denne bestemmelse.
• Øvrig hjemmel: Idet der i forbindelse med salget af sommerhuset var oprettet et anfordringsgældsbrev på købesummen, fandt Landsskatteretten ikke i øvrigt grundlag for at foretage en fiksering af renten på klagerens tilgodehavende hos selskabet. Dette indebar, at der ikke forelå skatteomgåelse, som kunne begrunde en fiksering efter Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra e.

Den skattemæssige fiksering af renteindtægt bortfaldt herefter, og klagerens skattepligtige indkomst blev nedsat til det selvangivne.