Lægevikar anset for fuldt skattepligtig til Danmark trods bopæl i England

Sagen omhandler en speciallæge, der i 2008 arbejdede som lægevikar i Danmark, men som hævdede at være skattemæssigt hjemmehørende i Storbritannien, hvor han boede med sin samlever og hendes børn. Han mente derfor kun at være begrænset skattepligtig til Danmark.

Klageren havde indgået en konsulentaftale med et vikarbureau, som havde en aftale med en dansk region om at levere lægeydelser til en regionsdrevet klinik. For sit arbejde modtog han honorarer fra vikarbureauet, honorar for vagtlægekørsel direkte fra regionen, samt værdi af fri bolig, som regionen stillede til rådighed.

SKAT og Skatteankenævnet fandt, at klageren var skattepligtig i Danmark. Landsskatteretten gik videre og fastslog, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark, da han ikke reelt havde opgivet sin bopæl her i landet ved sin udrejse til Storbritannien. Retten henviste til, at han kort efter udrejsen påtog sig et længerevarende arbejde i Danmark og fik stillet en helårsbolig til rådighed.

Da klageren også var skattepligtig i Storbritannien, blev hans skattemæssige hjemsted afgjort efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Landsskatteretten konkluderede, at hans midtpunkt for livsinteresser var i Danmark, primært på grund af hans arbejde, indtægtskilde og børn i Danmark. Derfor havde Danmark beskatningsretten til hele hans indkomst.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren fortsat var fuldt skattepligtig til Danmark efter den 11. november 2007 og dermed i hele den omhandlede periode i 2008, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1. Retten lagde vægt på, at klageren ikke havde godtgjort en reel hensigt om at fraflytte Danmark varigt. Dette blev begrundet med, at han kort tid efter sin registrerede udrejse påbegyndte et længerevarende vikariat i Danmark, hvor han fik stillet en bolig til rådighed.

Da klageren samtidig blev anset for skattemæssigt bosiddende i Storbritannien, forelå der en dobbeltdomicilsituation. Spørgsmålet om beskatningsretten skulle derfor afgøres efter artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien.

Retten vurderede, at klageren havde midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark. Der blev lagt vægt på følgende faktorer:

• Klagerens arbejde blev udført i Danmark.
• Hans indtægt hidrørte fra Danmark.
• Han havde tre børn i Danmark, hvoraf det yngste var mindreårigt på udrejsetidspunktet.

Som følge heraf blev Danmark anset for hans skattemæssige bopælsstat. Klageren var derfor skattepligtig til Danmark af sin indkomst fra lægevikariatet, vagtlægekørsel, værdi af fri bolig og øvrige honorarer, jf. Statsskatteloven § 4, stk. 1 og Personskattelovens § 3, stk. 1.

Fradrag

Landsskatteretten fastslog, at klageren ikke var berettiget til fradrag for kost, logi og rejseudgifter efter Ligningsloven § 9A, da han blev anset for at have sin sædvanlige bopæl i Danmark i skattemæssig forstand. Han var dog berettiget til et eventuelt befordringsfradrag mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i henhold til Ligningsloven § 9C. SKAT blev anmodet om at foretage den talmæssige opgørelse heraf.

Vedrørende værdiansættelsen af fri bolig henviste retten klageren til at anmode SKAT om en ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, da han ikke tidligere havde bestridt værdien.