Afgørelse om skattemæssigt hjemsted vedrørende person med bolig i både Danmark og England

Sagen omhandlede et bindende svar vedrørende en klagers skattemæssige hjemsted i en situation med dobbeltdomicil mellem Danmark og Storbritannien. Klageren og hans hustru udrejste til Storbritannien i 2009, hvor de erhvervede en ejendom. De ejede desuden en udlejet bebølsesejendom og et sommerhus i Danmark. Klagerens tre voksne børn var bosiddende i Danmark. Klageren arbejdede som bestyrelsesmedlem i Danmark med begrænset ophold og havde betydelige økonomiske interesser uden for Danmark, herunder K/S-andele i flere lande og værdipapirer i et depot i Luxembourg.

Klageren og hans ægtefælle påtænkte at købe en ny ejendom i Danmark, som skulle ombygges. Det var forudsat, at ægtefællen ville flytte til Danmark først og blive fuldt skattepligtig til Danmark, mens klageren ville forblive i England, indtil den engelske ejendom var solgt eller udlejet.

SKAT havde svaret nej til spørgsmål 2, som omhandlede, hvorvidt klageren ville blive anset for skattemæssigt hjemmehørende i England, indtil han tog fast ophold i Danmark. SKATs begrundelse var, at klageren, i en situation med dobbeltdomicil, ville have de stærkeste personlige og økonomiske interesser i Danmark, især når ægtefællen tog ophold der, og på grund af klagerens økonomiske og arbejdsmæssige tilknytning til Danmark.

Klageren nedlagde påstand om, at SKATs svar skulle ændres til et ja. Klageren argumenterede for, at centrum for livsinteresser fortsat ville være i England, primært på grund af den væsentlige økonomiske tilknytning til England (ejendom til ca. 30 mio. DKK) og den overvejende del af formuen placeret og administreret uden for Danmark. Klageren fremhævede, at ægtefællens bopæl ikke alene var afgørende, da begge ægtefæller havde tilknytning til begge lande, og at klageren forventedes at tilbringe størstedelen af sin tid i England. Klageren henviste til artikel 4, stk. 2, litra b, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten, som omhandler sædvanligt ophold, hvis centrum for livsinteresser ikke kan afgøres.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten vurderede, at en afgørelse om skattemæssigt hjemsted efter Dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 11. november 1980 mellem Danmark og Storbritannien forudsætter, at klageren er fuldt skattepligtig i begge lande efter deres interne regler. Det blev forudsat, at klageren var fuldt skattepligtig til Storbritannien, og at klagerens ægtefælle ville blive fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, jf. Kildeskatteloven § 7, stk. 1, ved erhvervelse af en bolig i Danmark.

I henhold til artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten anvendes en prioriteret rækkefølge for at fastslå skattemæssigt hjemsted ved dobbeltdomicil:

• Fast bolig til rådighed
• Stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (centrum for livsinteresser)
• Sædvanligt ophold
• Statsborgerskab

Da klageren ville have fast bolig til rådighed i begge lande, skulle afgørelsen træffes ud fra midtpunktet for hans livsinteresser. Landsskatteretten henviste til OECD's modeloverenskomst 2014, artikel 4, punkt 17, som foreskriver en samlet vurdering af de faktiske forhold.

Landsskatteretten fandt på baggrund af en samlet vurdering, at klageren var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Der blev lagt særlig vægt på følgende:

• Klagerens ikke uvæsentlige økonomiske tilknytning til Danmark, herunder ejerskab af en helårsbolig og et sommerhus.
• Klagerens investeringer i K/S anparter i Danmark.
• Klagerens arbejdsmæssige tilknytning i form af deltagelse i bestyrelsesmøder i Danmark.
• Det afgørende forhold, at klagerens ægtefælle havde taget ophold i Danmark.

Landsskatteretten bemærkede, at klagerens væsentlige økonomiske forbindelse til England, grundet værdien af helårsboligen der, ikke kunne medføre, at klageren kunne anses for skattemæssigt hjemmehørende i England. Det blev yderligere bemærket, at klagerens formue i værdipapirer, der lå i depot i Luxembourg, ikke knyttede klageren mere til England end til Danmark.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs svar på spørgsmål 2, hvilket betød, at klageren ikke ville blive anset for skattemæssigt hjemmehørende i England, når han tog fast ophold på sin bopæl i Danmark.