Afskrivningsgrundlag og fradragskonto i K/S - Udbyderhonorar og brugte anparter

Sagen vedrører en kommanditists andel af afskrivningsgrundlaget og fradragskontoen i kommanditselskaberne K/S [virksomhed1] og K/S [virksomhed2], som ejede og udlejede erhvervsejendomme i England. Hovedspørgsmålene var, om projektomkostninger og et udbyderhonorar kunne indgå i afskrivningsgrundlaget, hvorvidt der forelå køb af "brugte anparter", samt fradragsret for advokat- og revisorudgifter og disses indvirkning på fradragskontoen.

Klageren argumenterede for, at der var tale om køb af "brugte anparter", hvilket skulle medføre, at udbyderhonoraret og projektomkostningerne kunne indgå i afskrivningsgrundlaget. Dette synspunkt blev støttet af henvisninger til SKM2008.390.SKAT og SKM2008.984.LSR. Klageren mente desuden, at Højesterets domme (SKM2008.967.HR og SKM2009.562.HR) ikke var relevante, da de omhandlede formidlingssager og ikke reelt salg af brugte anparter. Endvidere gjorde klageren gældende, at ikke-fradragsberettigede udgifter ikke skulle reducere fradragskontoen, da de var aktiveret regnskabsmæssigt og ikke havde belastet kommanditisternes kapitalkonto, med henvisning til TfS 2009.16H.

Skatteankenævnet afviste klagerens påstand om "brugte anparter" og fastholdt, at udbyderhonoraret var en etableringsudgift, der ikke kunne indgå i afskrivningsgrundlaget, i overensstemmelse med Højesterets praksis. Fradrag for danske advokat- og revisorudgifter blev dog godkendt efter Ligningsloven § 8 J. Skatteankenævnet fastholdt også, at ikke-fradragsberettigede udgifter skulle fragå fradragskontoen, med henvisning til SKM2010.44.VLR (stadfæstet af SKM2012.378.HR).

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse på alle punkter.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse og fandt, at der ikke var tale om køb af "brugte anparter". Retten lagde til grund, at [virksomhed3] A/S, som udbyder, alene havde erhvervet ejendommene med det formål at videresælge anparterne til investorer. Klageren havde erhvervet anparterne i henhold til tegningsprospekter, og udbyderen havde udført arbejde svarende til det sædvanlige i formidlingssager.

Afskrivningsgrundlag og udbyderhonorar

Landsskatteretten fastslog, at den angivne anskaffelsessum for ejendommene i K/S [virksomhed1] og K/S [virksomhed2] ikke kunne lægges til grund for opgørelsen af afskrivningsgrundlaget. Dette skyldtes, at anskaffelsessummerne indeholdt et honorar til [virksomhed3] A/S, som blev anset for etableringsomkostninger.

• Udbyderhonorarer kan ikke tillægges afskrivningsgrundlaget, da de er etableringsomkostninger, jf. Højesterets domme SKM2008.967.HR og SKM2009.562.HR.
• Disse honorarer vedrører den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af investeringsprojekterne og kan derfor ikke indgå i den afskrivningsberettigede anskaffelsessum, jf. Afskrivningsloven § 45, stk. 1.
• Afskrivningsgrundlaget skal opgøres på baggrund af den kontantomregnede anskaffelsessum, hvor kun udgifter direkte henførbare til købets berigtigelse og gennemførelse medregnes.

Revisions- og advokatudgifter

Landsskatteretten fandt, at udgifter til dansk advokat og revisor ikke kunne henføres til berigtigelse og gennemførelse af ejendomskøbet og derfor ikke kunne tillægges ejendommens anskaffelsessum, jf. Ligningsloven § 8 J, stk. 3.

• Disse udgifter blev anset for etableringsudgifter, der kan fradrages efter Ligningsloven § 8 J, stk. 1.
• Fradrag for klagerens andel af advokat- og revisorudgifter var allerede godkendt af SKAT/skatteankenævnet for de relevante indkomstår.

Fradragskonto

Landsskatteretten bemærkede, at de omtvistede udgifter (udbyderhonorar og projektomkostninger), selvom de regnskabsmæssigt var aktiveret, ikke reelt modsvarer et aktiv for selskabet.

• Da udgifterne ikke var fradrags- eller afskrivningsberettigede, og da de efter deres karakter var omfattet af retningslinjerne i det nu ophævede TS-cirkulære 1990-1 af 1/11 1990, pkt. 1, litra k, skulle de fragå ved opgørelsen af klagerens fradragskonto.
• Dette skyldes, at udgifterne måtte anses for at skulle afholdes af det præsterede ansvarlige indskud, hvilket nedskriver klagerens indskud og maksimale hæftelse.
• Det forhold, at klageren regnskabsmæssigt havde behandlet udgifterne, så de ikke påvirkede hans kapitalkonto, kunne ikke føre til et andet resultat.
• Der blev henvist til Vestre Landsrets dom SKM2010.44.VLR, som blev stadfæstet af Højesteret i SKM2012.378.HR.

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse på alle punkter.