Manglende fradrag for tab på valutaterminskontrakter grundet manglende erhvervsmæssig tilknytning

Sagen omhandler Landsskatterettens afgørelse vedrørende fradrag for tab på valutaterminskontrakter indgået af K/S [virksomhed1] i indkomstårene 2008 og 2009. Klageren, en kommanditist i selskabet, klagede over SKATs manglende godkendelse af fradraget.

K/S [virksomhed1] blev stiftet i juni 2007 med det formål at drive udlejningsvirksomhed med ejendomme. Selskabet erhvervede en ejendom for 135 mio. kr. og finansierede den med lån i danske kroner (banklån på ca. 33,8 mio. kr. og realkreditlån på ca. 79,2 mio. kr.) samt et multicurrency-lån i CHF på ca. 28 mio. kr. Det fremgik af prospektmaterialet, at selskabet forventede at opnå en terminsramme på 165 mio. kr. for at omlægge lån til CHF og opnå rentebesparelser.

K/S [virksomhed1] indgik en rammeaftale med [finans2] A/S om handel med valuta og finansielle instrumenter. Selskabet indgik en terminskontrakt om køb af 22,5 mio. EUR/CHF, som løbende blev forlænget/rullet, hvilket medførte et samlet tab på ca. 14 mio. kr. i januar 2009. Derudover udstedte selskabet calloptioner på EUR/CHF og indgik handler om køb/salg af 100 mio. EUR mod DKK og CHF.

SKATs argumentation

SKAT afviste fradrag for tabene med den begrundelse, at kontrakterne ikke havde erhvervsmæssig tilknytning. SKAT henviste til praksis, hvorefter en terminskontrakt skal opfylde to betingelser for at have erhvervsmæssig tilknytning som afdækning af et valutalån:

• Den ene valuta i kontrakten skal være den valuta, lånet er optaget i, og den anden valuta skal være den valuta, lånet fremover skal være i.
• Kontraktens løbetid og beløbsstørrelse skal til enhver tid svare til en afdækning af fremtidige betalinger af renter og/eller omlægning af restgæld.

SKAT fandt, at den første betingelse var opfyldt for EUR/CHF-kontrakten i forhold til CHF-lånet, men den anden betingelse var ikke opfyldt, da kontrakten oversteg valutalånet med mere end 5 gange. Kontrakterne på 100 mio. DKK mod CHF oversteg lån/realkreditlånet mere end 8 gange, og kontrakterne på 100 mio. EUR mod CHF oversteg valutalånet med mere end 26 gange. SKAT konkluderede, at kontrakterne ikke havde erhvervsmæssig tilknytning, og at tabene derfor ikke var fradragsberettigede.

Klagerens argumentation

Klageren gjorde gældende, at terminskontrakterne og optionerne havde tilknytning til kommanditselskabets erhvervsmæssige virksomhed, da de var indgået som led i en forudsat omlægning af lån for at opnå billigere finansiering. Klageren henviste til prospektmaterialet, der forudsatte en terminsramme på 165 mio. kr. svarende til ejendommens købesum, og at aftalerne var holdt inden for den aftalte ramme. Klageren mente, at der var en indre og direkte sammenhæng mellem kontrakterne og kommanditselskabets gæld.

Klageren anførte desuden, at SKATs fortolkning af praksis var for indskrænkende og i strid med den Juridiske Vejledning og Skatterådets afgørelser, som tillader erhvervsmæssig tilknytning for kontrakter, der reducerer finansieringsomkostninger. Subsidiært gjorde klageren gældende, at K/S [virksomhed1] var næringsdrivende med handel med finansielle kontrakter, eller at der var tale om afsmitning fra [person3]s næringsvirksomhed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om ikke at godkende fradrag for tab på valutaterminskontrakter for indkomstårene 2008 og 2009. Klagerens andel af nettotabet udgjorde 1.295.321 kr. i 2008 og 19.027 kr. i 2009.

Landsskatteretten lagde til grund, at K/S [virksomhed1] ikke havde omlagt sine lån fra danske kroner til schweizerfranc, og at valutaterminskontrakterne og calloptionerne derfor ikke var indgået som led i en låneomlægning. Det var heller ikke bevist, at klageren via kommanditselskabet deltog i et låneplejearrangement med [finans2] A/S.

Kravet om erhvervsmæssig tilknytning i Kursgevinstloven § 32, stk. 1 fortolkes således, at bestemmelsen hjemler fradrag for tab på kontrakter, der er indgået i sikringsøjemed. Denne fortolkning er i overensstemmelse med lovbestemmelsens forarbejder og Landsskatterettens praksis. Det påhviler klageren at godtgøre, at kontrakterne blev indgået med det formål at afdække en reel, underliggende risiko i forbindelse med en faktisk betalingsforpligtelse i relation til et erhvervslån i schweizerfranc.

I henhold til praksis, som beskrevet i ligningsvejledningerne for 2008 og 2009, stilles der krav om, at:

• Den ene af valutaterminskontrakternes to valutaer er den valuta, som lånet fremover skal være i.
• Kontraktens løbetid og beløbsstørrelser til enhver tid skal være holdt inden for det erhvervsmæssige valutalåns næste rentetermin og restgæld.

Landsskatteretten fandt, at disse betingelser ikke var opfyldt, da:

• I oktober 2007, hvor kommanditselskabet indgik valutaterminskontrakten om køb af 22.500.000 EUR/CHF, havde kommanditselskabet primært gæld i danske kroner.
• Valutaterminskontrakten oversteg ca. 6 gange den erhvervsmæssige gæld i schweizerfranc, hvilket betød, at der ikke var beløbsmæssig overensstemmelse mellem den underliggende gæld og valutaterminskontrakten.
• Bortset fra det mindre lån i schweizerfranc var der ikke overensstemmelse mellem kontraktens valutaer og de underliggende lån, som primært var i danske kroner.
• Terminskontrakten om køb af EUR/CHF blev løbende forlænget og udløste ingen likviditet til betaling af renter og afdrag på gælden i schweizerfranc, men blev derimod lukket ned med et samlet tab.

Tab på finansielle kontrakter, der har til formål at opnå gevinst ved udnyttelse af rente- og valutaforskelle, har ikke risikoafdækning til formål, jf. Landsskatterettens afgørelse af 15. december 2011, gengivet i SKM2012.175.LSR. Sådanne tab kan kun fratrækkes, hvis klageren kan anses for næringsdrivende med handel med finansielle kontrakter.

Det blev ikke godtgjort, at klageren var næringsdrivende med handel med finansielle kontrakter, hverken direkte eller ud fra et afsmitningssynspunkt. Landsskatteretten var derfor enig med SKAT i, at tabet på valutaterminskontrakten ikke var fradragsberettiget.

Endelig blev det ikke godtgjort, at der i 2008 og 2009 eksisterede en administrativ praksis for godkendelse af tab på valutaterminskontrakter, der ikke var indgået med det formål at afdække en reel, underliggende risiko i forbindelse med en faktisk betalingsforpligtelse i relation til et erhvervsmæssigt lån i schweizerfranc. Der var således ikke tale om en praksisskærpelse med tilbagevirkende kraft til skade for klageren.