Tab på valutaterminsforretninger ikke fradragsberettiget grundet manglende erhvervsmæssig tilknytning

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt tab på valutaterminsforretninger har en tilstrækkelig tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed til at kunne fradrages direkte i den skattepligtige indkomst, jf. Kursgevinstloven § 31, stk. 1. Skatteankenævnet havde tidligere afgjort, at tabet alene kunne modregnes i tilsvarende gevinster efter Kursgevinstloven § 32, stk. 2 og 3.

Klageren driver et mindre landbrug med markbrug, husdyrbrug og skovdrift som enkeltmandsvirksomhed, der anvender virksomhedsordningen. For indkomståret 2007 udgjorde virksomhedens gæld i alt 9.187.666 kr., fordelt som følger:

I 2007 indgik klageren flere valutaterminsforretninger, hvilket resulterede i et realiseret nettotab på 48.644 kr. og et urealiseret tab på 241.298 kr. ultimo året, hvilket giver et samlet tab på 289.942 kr. Dette tab blev fratrukket under virksomhedens renteudgifter.

Realiserede tab på valutaterminsforretninger

De realiserede tab fordeler sig på 14 forretninger afsluttet mellem 16. juli 2007 og 15. november 2007:

Urealiserede tab på valutaterminsforretninger

Det urealiserede tab på 241.298 kr. ultimo 2007 kan specificeres således:

Skat og Skatteankenævnet forhøjede klagerens indkomst med det samlede tab, idet de fandt, at valutaterminsforretningerne ikke havde erhvervsmæssig tilknytning og derfor ikke kunne fratrækkes direkte. Tabet kunne i stedet modregnes i tilsvarende gevinster, og da klageren ikke tidligere havde selvangivet sådanne gevinster, kunne tabet fremføres til modregning i fremtidige gevinster. Skatteankenævnet henviste til TS-cirkulære 2000-32, som angiver kriterier for erhvervsmæssig tilknytning af valutaterminskontrakter, herunder at kontrakten skal afdække en reel, underliggende risiko i forbindelse med en faktisk betalingsforpligtelse, og at valutaer, løbetid og beløbsstørrelser skal matche det underliggende lån.

Klagerens repræsentant argumenterede for direkte fradrag med henvisning til, at forretningerne var bogført under virksomhedsordningen, og at hensigten var risikospredning inden for virksomhedens gældsside. Det blev anført, at værdien af terminsforretningerne på intet tidspunkt oversteg virksomhedens samlede gæld, og at der ikke var tale om spekulation. Der blev desuden henvist til SKM2007.411 til støtte for, at sikring af en kassekredit kan sidestilles med sikring af et erhvervsmæssigt realkreditlån.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse om, at tab på valutaterminsforretninger ikke kan fradrages direkte i den skattepligtige indkomst.

Retten henviste til Kursgevinstloven § 32, stk. 1, 1. punktum, hvorefter tab på valutaterminsaftaler som udgangspunkt kun kan modregnes i tilsvarende gevinster. En undtagelse herfra findes i Kursgevinstloven § 32, stk. 1, 2. punktum, som tillader direkte fradrag for tab på kontrakter med tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed.

Fortolkning af "tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed"

Begrebet "tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed" er ikke nærmere defineret i lovens forarbejder, men beror på en konkret vurdering, der kan tage udgangspunkt i praksis efter den tidligere gældende Kursgevinstloven § 6, stk. 1. I henhold til Ligningsvejledningen 2009, Almindelig del, afsnit A.D.2.18.4, anses en valutaterminskontrakt for at have erhvervsmæssig tilknytning, hvis den afdækker en reel, underliggende risiko i forbindelse med en faktisk betalingsforpligtelse på et erhvervsmæssigt valutalån. Dette forudsætter, at:

• Den ene af valutakontraktens to valutaer er den valuta, som valutalånet er optaget i.
• Den anden valuta er den valuta, som lånet fremover skal være i.
• Kontraktens løbetid og beløbsstørrelser til enhver tid er holdt inden for det erhvervsmæssige valutalåns næste rentetermin og restgæld.

Anvendelse på den konkrete sag

Landsskatteretten fandt, at ingen af de omhandlede valutaterminsforretninger havde direkte tilknytning til virksomhedens gæld i overensstemmelse med de nævnte kriterier. Selvom nogle af forretningerne indeholdt EUR eller CHF, som var valutaer for klagerens lån, indeholdt ingen af forretningerne danske kroner. Desuden havde forretningerne ikke beløbsmæssig sammenhæng med virksomhedens lån. Retten konkluderede, at forretningerne ikke var indgået med henblik på afdækning af risikoen på disse lån for så vidt angår pris, valuta eller rente.

Derfor blev forretningerne ikke anset for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, jf. Kursgevinstloven § 32, stk. 1, og tabet herpå kunne således ikke fradrages direkte. Den omstændighed, at forretningerne var medtaget i virksomhedsordningen, medførte ikke et andet resultat. Retten tog ikke stilling til, om forretningerne kunne indgå i virksomhedsordningen som spekulationsobjekt.