Manglende fradrag for huslejeudgift - interesseforbundne parter

Sagen omhandlede et selskabs fradrag for huslejeudgifter for et lejemål, der også fungerede som hovedanpartshaverens bopæl. Selskabet, stiftet i 2006 ved omdannelse af en personligt drevet virksomhed, ejes og ledes af hovedanpartshaveren, der er registreret på lejemålets adresse.

Selskabet havde indgået en lejekontrakt med hovedanpartshaverens mor om leje af en ejerlejlighed på ca. 49 m2 til en årlig leje på 72.000 kr. Kontrakten, indgået i 2007, tillod anvendelse til almen benyttelse efter behov, og lejen skulle betales i rater efter nærmere aftale uden depositum. Selskabet fratrak 42.000 kr. (ca. 40%) som huslejeudgift i 2008, baseret på en skønsmæssig fordeling mellem erhvervsmæssig og privat anvendelse.

SKAT godkendte ikke fradraget. SKATs begrundelse var, at lejekontrakten ikke syntes overholdt, da der var uoverensstemmelser mellem den aftalte leje og de faktiske betalinger. Desuden var aftalen indgået mellem interesseforbundne parter (selskabet og hovedanpartshaverens mor) og blev ikke anset for at være på sædvanlige markedsvilkår, bl.a. på grund af manglende depositum og udlejers betaling af á conto forbrugsudgifter. SKAT mente, at lejeforholdet havde karakter af et privat lejemål for hovedanpartshaveren, og at der ikke var tilstrækkelig dokumentation for den udelukkende erhvervsmæssige anvendelse af arealet.

Selskabets repræsentant argumenterede for, at der var indgået en juridisk bindende lejekontrakt, og at betalinger rent faktisk var foretaget. Hovedanpartshaveren forklarede, at han arbejdede fra lejligheden, og at betalingerne varierede, da de inkluderede andre skyldige beløb til moderen. Han forklarede endvidere, at han personligt havde indgået en lejeaftale med selskabet, hvor han lejede 60% af lejemålet til privat brug til en markedspris, og at han betalte hele beløbet fra sin private konto til moderen for at forenkle processen, hvorefter selskabet afregnede sin andel via en mellemregningskonto. Han fastholdt, at lejemålet reelt var opdelt 60% privat og 40% erhvervsmæssigt, og at den fratrukne udgift svarede til den erhvervsmæssige andel.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om ikke at godkende fradrag for huslejeudgiften. Afgørelsen var baseret på en vurdering af, om udgiften kunne anses for en fradragsberettiget driftsudgift i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Bevisbyrde: Selskabet havde den skærpede bevisbyrde for, at udgiften var fradragsberettiget, især da dispositionen var mellem interesseforbundne parter (selskabet og hovedanpartshaverens mor).
• Manglende direkte betaling: Det var ikke dokumenteret, at selskabet direkte havde betalt huslejen til udlejer i henhold til kontrakten. Betalingerne skete fra hovedanpartshaverens private konto til dennes mor, hvorefter beløbet blev ført på en mellemregning mellem selskabet og hovedanpartshaveren ved regnskabsårets afslutning.
• Privat karakter: Lejemålet blev betragtet som et almindeligt boliglejemål for hovedanpartshaveren, hvorfor udgiften som udgangspunkt måtte karakteriseres som en privatudgift for ham.
• Forretningsmæssige vilkår: Det blev ikke godtgjort, at selskabet havde påtaget sig udgifter til leje på sædvanlige forretningsmæssige vilkår og med en sådan direkte og umiddelbar forbindelse til selskabets virksomhed, at der kunne opnås fradrag som driftsomkostning.