Fradrag for udenlandsk løn godkendt, huslejefradrag nægtet - Landsskatteretten

Sagen omhandlede et selskabs fradrag for udenlandsk løn og husleje. Selskabet, der var stiftet i 2006 og ejet af direktøren, formidlede kontakt mellem håndværkere og opdragsgivere via internettet. Direktøren, som var den eneste ansatte, udførte arbejdet primært via telefon og internet, også under længere ophold i udlandet (Kina, Ungarn, USA).

SKAT havde forhøjet selskabets skattepligtige indkomst med 370.000 kr. for ikke-godkendt fradrag for udenlandsk løn. SKAT argumenterede for, at lønnen ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, ikke var indberettet, og at hovedanpartshaverens skattepligt til Danmark ikke var ophørt. SKAT betragtede udbetalingerne som maskeret udbytte i henhold til Ligningsloven § 16 A, stk. 1 og anførte, at udbetalingerne ikke var på markedsvilkår jf. Ligningsloven § 2. Selskabet fastholdt, at der var tale om løn for udført arbejde, dokumenteret med lønsedler, bankudtog, pas og telefonlister, og at udgiften var en fradragsberettiget driftsudgift efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

SKAT havde også forhøjet selskabets skattepligtige indkomst med 42.000 kr. for ikke-godkendt fradrag for husleje. Selskabet havde indgået en lejekontrakt med hovedanpartshaverens mor om leje af en lejlighed, der også var hovedanpartshaverens bopæl. SKAT anførte, at lejekontrakten ikke var overholdt, at den var indgået mellem interesseforbundne parter på ikke-markedsvilkår (f.eks. ingen depositum), og at lejligheden var en bebølseslejlighed. SKAT betragtede lejeforholdet som et privat anliggende for hovedanpartshaveren. Selskabet gjorde gældende, at lejekontrakten var juridisk bindende, at indbetalingerne var dokumenteret via mellemregning med hovedanpartshaveren, og at lejeniveauet svarede til markedslejen. Selskabet forklarede, at lejligheden var opdelt, så 40% blev brugt erhvervsmæssigt, og hovedanpartshaveren lejede den private del af selskabet. Selskabet mente, at udgiften var fradragsberettiget efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatterettens afgørelse om fradrag for udenlandsk løn

Landsskatteretten fandt det godtgjort, at hovedanpartshaveren som direktør i selskabet havde udført arbejde for selskabet, og at der var en nær sammenhæng mellem arbejdets udførelse og selskabets indkomsterhvervelse. Dette blev understøttet af fremlagt dokumentation, herunder telefonlister og pas, der viste, at arbejde var udført, også under hovedanpartshaverens ophold i udlandet.

Retten fandt det dokumenteret, at direktøren havde udført arbejde i et omfang, der modsvarer den udbetalte løn, og der var ikke grundlag for at antage, at udbetalingerne alene var foretaget som følge af hovedanpartshaverens bestemmende indflydelse og derfor havde karakter af udlodning. Selskabet blev derfor givet fradrag for den udbetalte løn i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Det blev bemærket, at afgørelsen ikke tog stilling til beskatningen af hovedanpartshaveren personligt eller selskabets indeholdelse af A-skat.

Landsskatterettens afgørelse om fradrag for huslejeudgift

Landsskatteretten fandt det ikke dokumenteret, at selskabet havde afholdt en fradragsberettiget udgift til husleje i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Retten lagde vægt på følgende:

• Bevisbyrden for, at udgifterne til leje kan fradrages som driftsomkostninger, påhviler selskabet, og denne bevisbyrde er skærpet i situationer med interesseforbundne parter (selskabet og hovedanpartshaverens mor).
• Der var tale om et almindeligt boliglejemål for hovedanpartshaveren, hvorfor udgiften som udgangspunkt måtte karakteriseres som en privatudgift for hovedanpartshaveren.
• Selskabet havde ikke betalt leje direkte til udlejer i forhold til kontrakten. Betalingerne skete fra hovedanpartshaveren til dennes mor, hvorefter selskabet efter det oplyste ved regnskabsårets afslutning førte lejebeløbet på mellemregningen mellem selskabet og hovedanpartshaveren.
• Det blev ikke godtgjort, at selskabet havde påtaget sig udgifter til leje på sådanne forretningsmæssige vilkår og med en sådan sammenhæng med selskabets virksomhed, at der kunne opnås fradrag som driftsomkostning.

SKATs afgørelse om huslejeudgiften blev derfor stadfæstet.