Landsskatteretten stadfæster skønsmæssig forhøjelse af indkomst på grund af negativt privatforbrug

Sagen omhandler skønsmæssige forhøjelser af klagerens personlige indkomst for indkomstårene 2003-2007, baseret på beregnede negative privatforbrug. Skatteankenævnet havde stadfæstet SKATs forhøjelser for 2004-2007 og nedsat forhøjelsen for 2003.

Klageren var anpartshaver og direktør i selskabet [virksomhed1] ApS, der drev en bar og et diskotek. Hun stiftede desuden [virksomhed3] ApS i 2004 og [virksomhed4] ApS i 2007. Klageren boede med sine børn, og fra 1. juli 2006 også med en samlever, [person1].

SKATs beregninger viste negative privatforbrug for husstanden i alle de omhandlede år:

For indkomståret 2002 havde klageren tidligere ført en sag vedrørende skønsmæssig forhøjelse af indkomsten, som Landsskatteretten nedsatte, og som byretten ([Retten]'s dom af 2. februar 2010) yderligere nedsatte til 0 kr. SKAT havde efterfølgende reguleret privatforbrugene for de efterfølgende år.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant påstod principalt, at de skønsmæssige forhøjelser skulle bortfalde som ugyldigt foretaget, subsidiært at de skulle hjemvises til fornyet behandling, og mere subsidiært at de skulle nedsættes. Hovedargumenterne var:

• Samleverens bidrag: Klageren havde haft en samlever, [person1], i hele perioden, som havde bidraget fuldt ud til husholdningen. SKAT og skatteankenævnet havde ikke taget hensyn til dette samlivsforhold, hvilket gjorde de skønsmæssige ansættelser ugyldige.
• Udokumenteret gæld: En gæld på 100.000 kr. til [person2] i 2005 var ikke medregnet.
• Kontant hævning: En kontant hævning på 150.000 kr. i 2006, fra en byggekonto, var delvist anvendt til forbrug og ikke til byggeri, men var ikke korrekt behandlet.
• Fejl ved selskabsopløsning: SKAT havde medregnet en fejlbehæftet indtægt på 125.000 kr. i 2007 i forbindelse med opløsning af et selskab, hvilket ikke burde påvirke privatforbrugsopgørelsen.

Klagerens repræsentant fremlagde dokumentation for samlivsforholdet, herunder lejekontrakt for autocamper, skolepapirer og testamente, der indikerede et fælles liv med [person1].

SKAT og skatteankenævnet fastholdt deres afgørelser, idet de fandt, at klageren ikke havde dokumenteret de påståede forhold tilstrækkeligt, og at samleverens økonomiske situation ikke understøttede et bidrag til husholdningen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten bemærkede, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4. Skatteydere har pligt til at selvangive og dokumentere deres indtægts- og formueforhold, jf. Skattekontrolloven § 1, Skattekontrolloven § 6 og Skattekontrolloven § 6 B. Indkomsten kan forhøjes skønsmæssigt, hvis det selvangivne privatforbrug er usandsynligt lavt, hvilket er en praksis tiltrådt af Højesteret i dommene Ugeskrift for Retsvæsen 1967.635 og SKM2002.70.HR.

Privatforbrugsopgørelserne for de omhandlede indkomstår viste negative privatforbrug, hvilket indikerede, at klageren måtte have haft ikke-oplyste indtægter, som derfor skulle ansættes skønsmæssigt for at muliggøre et rimeligt forbrug.

Samleverens bidrag

Det kunne ikke lægges til grund, at klageren havde haft en samlever, der bidrog til husholdningen i perioden fra 1. januar 2003 til 30. juni 2006. Selvom samleveren officielt tilflyttede adressen herefter, viste hans egne privatforbrugsberegninger, at han ikke havde kunnet bidrage til husstandens privatforbrug. Desuden havde samleveren en betydelig restance til det offentlige på over 2 mio. kr. pr. 11. december 2010. Landsskatteretten fandt det derfor ikke en ugyldighedsgrund, at SKAT ikke havde medregnet samleverens privatforbrug, da dette blot ville gøre klagerens privatforbrug yderligere negativt.

Gæld til [person2]

En påstået gæld på 100.000 kr. til [person2] var ikke dokumenteret ved et lånedokument eller lignende, og kunne derfor ikke medregnes i privatforbrugsopgørelsen.

Kontant hævning

En kontant hævning på 150.000 kr. i indkomståret 2006, der angiveligt vedrørte en byggekonto, var ikke tilstrækkeligt dokumenteret som anvendt til forbrug frem for byggeri. Der var derfor ikke grundlag for at regulere privatforbruget på dette punkt.

Selskabsopløsning

Klagerens formue primo 2007 var opskrevet med 125.000 kr. vedrørende værdien af anparter i [virksomhed3] ApS. Beløbet var ikke længere til stede efter selskabets lukning, men anparterne var ikke solgt og havde dermed ikke påvirket privatforbruget. Skatteankenævnet havde korrekt debiteret kapitalforklaringen for at nulstille denne post.

Landsskatteretten fandt herefter ikke grundlag for at ændre skattemyndighedernes skøn over klagerens indkomst og stadfæstede derfor afgørelsen.