Værdi af fri helårsbolig for hovedanpartshaver – Forventningsprincippet

Sagen vedrører værdiansættelsen af fri helårsbolig for en hovedanpartshaver og direktør i indkomstårene 2008, 2009 og 2010. Kernen i tvisten var fordelingen af ejendommens areal mellem privat og erhvervsmæssig anvendelse samt spørgsmålet om det skatteretlige forventningsprincip.

Sagens baggrund

Klageren er hovedanpartshaver og direktør i et selskab, der ejer ejendommen, som også fungerer som klagerens bopæl. Selskabet driver konsulentvirksomhed og udvikling af motionsredskaber. En del af ejendommen (40 m2) er udlejet til en svensk samarbejdspartner, og klagerens datter har et værelse i stueetagen. Ejendommen har et samlet etagemeterareal på 294 m2. I 2004 havde den daværende ligningsmyndighed i [by1] Kommune efter en besigtigelse ansat det privat benyttede areal til 214 m2. Efter en indsigelse fra klagerens revisor, hvor det blev anført, at det privat anvendte areal burde være 154 m2 (senere 174 m2 med børneværelse), meddelte kommunen, at indsigelsen ville blive behandlet i forbindelse med klagerens selvangivelse. Klageren har siden selvangivet ud fra et privat benyttet areal på 174 m2, uden yderligere henvendelse fra skattemyndighederne indtil SKAT's afgørelse i 2011.

SKAT's afgørelse

SKAT anså klageren for skattepligtig af værdien af fri bolig i henhold til Ligningsloven § 16, stk. 9 for de tre indkomstår. SKAT mente, at klageren havde rådighed over hele ejendommen, undtagen de 40 m2 udlejet til den svenske partner. Dette inkluderede værkstedet og kontoret på 1. sal, som SKAT anså for at være til rådighed for klageren privat, da de ikke udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt. SKAT afviste, at den tidligere afgørelse fra 2004 var bindende.

SKAT's beregning af den skattepligtige værdi af fri bolig var som følger:

Klagerens påstand og argumenter

Klageren påstod, at værdien af fri bolig skulle ansættes lavere, baseret på et privat benyttet areal på 174 m2 og de faktiske ejendomsskatter. Klageren argumenterede for, at skattemyndighederne var afskåret fra at ændre den selvangivne fordeling af ejendommen i henhold til det skatteretlige forventningsprincip, da den tidligere ligningsmyndighed i [by1] Kommune i 2004 havde anerkendt en lignende fordeling. Klageren fremhævede, at ejendommen blev erhvervet med henblik på væsentlig erhvervsmæssig anvendelse, og at selskabet ikke havde andre kontorfaciliteter. Det blev anført, at værkstedet og kontoret på 1. sal primært blev anvendt erhvervsmæssigt, og at SKAT's vurdering var inkonsekvent. Klageren henviste til retspraksis, der anerkender kontor i hjemmet, når hovedbeskæftigelsen udføres derfra, og der ikke er andre kontorfaciliteter til rådighed. Klageren mente, at den tidligere godkendelse af arealfordelingen havde skabt en retsbeskyttet forventning, der havde påvirket selskabets dispositioner om fortsat ejerskab af ejendommen.

Klagerens ønskede ansættelse af værdi af fri bolig var som følger:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKAT's afgørelse i princippet, men ændrede de foretagne opgørelser, så de faktiske ejendomsskatter indgik i beregningen for hvert indkomstår. Den talmæssige opgørelse skulle foretages af SKAT.

Retten henviste til Ligningsloven § 16, stk. 9, Ligningsloven § 16 A, stk. 6, og Vurderingsloven § 33, stk. 5 som grundlag for beskatning af fri bolig for en hovedanpartshaver.

Landsskatteretten fandt, at forventningsprincippet ikke kunne anvendes i sagen. Dette skyldtes, at skattemyndighedernes tidligere passivitet over for klagerens dispositioner ikke kunne resultere i en retsbeskyttet forventning. SKAT havde således adgang til at korrigere forholdet med tilbagevirkende kraft, med respekt for frist- og forældelsesreglerne, og tage initiativ til ændring af skatteansættelserne for de omhandlede indkomstår.

Vedrørende arealfordelingen mellem privat og erhvervsmæssig benyttelse af ejendommen, fandt Landsskatteretten, at der ikke var fremkommet nye oplysninger. Det blev også bemærket, at det nævnte kontor på ejendommens første sal ikke havde været adskilt fra den privat benyttede del af ejendommen.