Afskrivningsgrundlag og fradragskonto i K/S - Brugte anparter - Udbyderhonorar

Sagen omhandler opgørelsen af afskrivningsgrundlaget og fradragskontoen i K/S [virksomhed1], hvor klageren deltog som kommanditist. Hovedspørgsmålet var, hvorvidt udgifter til projektomkostninger og udbyderhonorar kunne indgå i afskrivningsgrundlaget for ejendommene, og hvordan disse udgifter påvirkede klagerens fradragskonto.

K/S [virksomhed1] blev udbudt af [virksomhed2] A/S i 2004 med det formål at udleje ejendomme i Skotland. Klageren erhvervede 25 ud af 200 andele i kommanditselskabet. Klageren havde selvangivet afskrivninger baseret på et afskrivningsgrundlag, der inkluderede betydelige købsomkostninger, herunder et udbyderhonorar på 5.961.812 kr. SKAT havde derimod opgjort afskrivningsgrundlaget lavere, idet de ikke godkendte visse projektomkostninger og udbyderhonorarer.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet godkendte ikke samtlige projektomkostninger tillagt afskrivningsgrundlaget. De anså disse omkostninger for etableringsudgifter, der hverken var fradragsberettigede efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a eller Ligningsloven § 8i, Ligningsloven § 8j eller Ligningsloven § 8n, eller afskrivningsberettigede. Nævnet mente, at udgifterne vedrørte kommanditisternes køb af anparter, ikke kommanditselskabets køb af ejendommene. Udgiften til investorrejse blev heller ikke anset for en driftsomkostning.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant påstod, at projektomkostninger og udbyderhonorar skulle indgå i afskrivningsgrundlaget. Hovedargumentet var, at der var tale om køb af "brugte anparter", hvilket ifølge klageren var fast antaget i praksis og bekræftet af SKAT i SKM2008.390.SKAT. Repræsentanten henviste til, at SKATs meddelelse sondrede mellem formidlingssalg og videresalg af anparter, og at ved videresalg til en senere ekstern erhverver, kunne køber afskrive på hele den aftalte anskaffelsessum. Klageren mente, at denne praksis burde udvides til også at omfatte den første investor, der køber en anpart fra en udbyder, når der reelt var tale om et salg af brugte anparter. Der blev også henvist til SKM2008.984.LSR.

Klageren argumenterede desuden for, at de ikke-fradragsberettigede udgifter ikke skulle fragå fradragskontoen, da de var aktiveret regnskabsmæssigt og ikke havde belastet kommanditisternes kapitalkonto. Dette blev understøttet af en henvisning til Højesterets dom i TfS 2009.16H (SKM 2008.967.HR).

Opgørelse af afskrivningsgrundlag

Tabellen nedenfor viser klagerens og SKATs opgørelse af afskrivningsgrundlaget:

Klagerens andel af afskrivninger var selvangivet med 316.896 kr., mens SKATs opgørelse resulterede i 291.471 kr. Landsskatteretten har tidligere opgjort afskrivningsgrundlaget for K/S [virksomhed1] til 46.595.366 kr. for andre kommanditister.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse vedrørende opgørelsen af afskrivningsgrundlaget og reguleringen af klagerens fradragskonto i K/S [virksomhed1]. Retten fandt, at:

• Der var ikke tale om køb af "brugte anparter", da udbyder alene havde erhvervet ejendommene med det formål at videresælge anparterne til investorer. Klageren havde erhvervet anparterne i henhold til et tegningsprospekt, og udbyderens arbejde svarede til det sædvanlige i formidlingssager.
• Den angivne anskaffelsessum på 50.702.366 kr. for K/S [virksomhed1] kunne ikke lægges til grund for afskrivningsgrundlaget, da den indeholdt et honorar til udbyder [virksomhed2] A/S. Udbyderhonorarer anses for etableringsomkostninger og kan ikke tillægges afskrivningsgrundlaget, jf. SKM2008.967.HR og SKM2009.562.HR.
• Afskrivningsgrundlaget for ejendommene skulle opgøres i henhold til Afskrivningsloven § 45, stk. 1, hvor kun udgifter direkte henførbare til erhvervelsen af de afskrivningsberettigede aktiver indgår, jf. SKM2008.967.HR. Udgifter til dansk advokat, dansk revisor og investorrejse kunne ikke henføres til ejendomskøbet og dermed ikke tillægges anskaffelsessummen, jf. Ligningsloven § 8j, stk. 3.
• De omtvistede udgifter til udbyderhonorar og projektomkostninger, som var regnskabsmæssigt aktiveret, modsvarer ikke et reelt aktiv for selskabet. Da disse udgifter ikke var fradrags- eller afskrivningsberettigede og skulle afholdes af det præsterede ansvarlige indskud (klagerens maksimale hæftelse), skulle klagerens andel af udgifterne fragå ved opgørelsen af hans fradragskonto. Dette var i overensstemmelse med retningslinjerne fra det ophævede TS-cirkulære 1990-1 af 1/11 1990, pkt. 1, litra k, og understøttet af SKM2010.44.VLR.