Godtgørelse til statsløse for forsinket tildeling af dansk indfødsret

Sagen blev anlagt af 33 statsløse personer, repræsenteret ved Statsborgerforeningen, mod Udlændinge- og Integrationsministeriet. Sagsøgerne krævede godtgørelse og erstatning for forsinket erhvervelse af dansk indfødsret (statsborgerskab). Sagen blev oprindeligt anlagt ved Københavns Byret i 2012 og henvist til Østre Landsret i medfør af Retsplejeloven § 226, stk. 1.

Sagens Baggrund og Statsløsekommissionen

Sagens omdrejningspunkt var Udlændinge- og Integrationsministeriets administration af ansøgninger om indfødsret fra statsløse personer født i Danmark. En central del af sagen var beretningen fra Statsløsekommissionen, afgivet i 2015. Kommissionens undersøgelse afdækkede, at ministeriet i en årrække havde fejlbehandlet sagerne ved ikke at overholde Danmarks forpligtelser i henhold til FN's konventioner om statsløshed.

Kommissionens Hovedkonklusioner

• Fejlagtig praksis: Ministeriet havde behandlet ansøgninger fra statsløse efter de almindelige, strengere regler for naturalisation i stedet for de lempeligere regler, som følger af FN's 1961-konvention om begrænsning af statsløshed og FN's Børnekonvention.
• Ulovlige afslag og forsinkelser: Denne praksis førte til, at en række ansøgere fik uretmæssige afslag eller fik deres statsborgerskab betydeligt forsinket.
• Manglende vejledning: Kommissionen kritiserede ministeriet for mangelfuld og forkert vejledning til både borgere og internt til de ansvarlige ministre.

Parternes Påstande og Anbringender

Sagsøgerne gjorde gældende, at den forsinkede og i nogle tilfælde nægtede tildeling af statsborgerskab udgjorde en retsstridig krænkelse af deres rettigheder. De påberåbte sig, udover FN-konventionerne, Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 (forbud mod umenneskelig behandling), artikel 8 (ret til privat- og familieliv) og artikel 14 (forbud mod diskrimination). Sagsøgerne anførte, at de var blevet udsat for diskrimination på baggrund af deres palæstinensiske etnicitet.

Udlændinge- og Integrationsministeriet anerkendte, at der for nogle sagsøgere var sket en forsinkelse, og tilbød i disse tilfælde en godtgørelse på 10.000 kr. Ministeriet bestred dog, at der var sket en krænkelse af EMRK, og gjorde gældende, at en række af kravene var forældede. Sagen mod en tidligere minister blev udskilt til særskilt behandling, jf. Retsplejeloven § 253, stk. 1.

Landsretten tog udgangspunkt i Højesterets dom fra 2018 (UfR 2018.3230H) i en lignende sag. Retten fandt, at sagsøgerne ikke havde fremlagt oplysninger, der kunne begrunde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 (forbud mod umenneskelig behandling).

Vurdering af Diskrimination

Landsretten fandt det ikke tilstrækkeligt bevist, at ministeriets sagsbehandling udgjorde forskelsbehandling på grund af etnicitet i strid med EMRK artikel 8 og 14. Den omstændighed, at ministeriet ikke havde efterkommet en opfordring til at oplyse om andre behandlede befolkningsgrupper, ændrede ikke ved denne vurdering.

Afgørelser for de Enkelte Sagsøgere

Landsretten traf individuelle afgørelser for sagsøgerne, som kan opsummeres i følgende grupper:

Øvrige Krav

Krav om erstatning for betalte gebyrer blev afvist, da opkrævningen var sket med rette. Landsretten fandt heller ikke grundlag for at fastslå, at manglende vejledning var motiveret af diskriminerende hensyn.

Konklusion

Udlændinge- og Integrationsministeriet blev dømt til at betale 10.000 kr. i godtgørelse til hver af sagsøgerne 3, 20 og 23. For de øvrige sagsøgere blev ministeriet frifundet.

Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part. Statskassen blev pålagt at erstatte ministeriets udgifter i forbindelse med, at sagen måtte gå om på grund af inhabilitet, jf. Retsplejeloven § 320.