Højesteret: Nøgenvisitation i detention var ulovlig og krænkede menneskerettigheder

Sagen omhandler en mand (Klager), der den 31. maj 2021 blev anholdt på Islands Brygge for ikke at oplyse korrekt identitet. Efter identifikation på Station City blev anholdelsen ændret til en frihedsberøvelse i henhold til Politiloven § 11, stk. 4, da politiet vurderede, at han var ude af stand til at tage vare på sig selv på grund af beruselse. Han blev anbragt i detentionen kl. 19.55 og løsladt kl. 21.05.

Under detentionsanbringelsen blev Klager nøgenvisiteret. Parterne var enige om, at en nøgenvisitation fandt sted, men uenige om visitationens omfang (f.eks. inspektion mellem ballerne og under forhuden) og hvorvidt han blev efterladt nøgen i en aflåst celle uden mulighed for at dække sig til.

Klager nedlagde to hovedpåstande for retten:

• At hans frihedsberøvelse den 31. maj 2021 var ulovlig i sin helhed. Denne påstand blev indbragt efter reglerne i Retsplejeloven kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.
• At Københavns Politi havde krænket hans rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 ved at nøgenvisitere ham under anvendelse af fysisk magt, inspicere ham og efterlade ham nøgen i en celle.

Københavns Politi påstod frihedsberøvelsen lovlig og nedlagde påstand om afvisning af kravet om menneskerettighedskrænkelse, subsidiært stadfæstelse. Sagen var tidligere behandlet af Retten på Frederiksberg og Østre Landsret. DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur indtrådte som biintervenient til støtte for Klagers anden påstand.

Højesterets Vurdering af Frihedsberøvelsen

Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse vedrørende frihedsberøvelsen.

• Indledende frihedsberøvelse

Højesteret fandt, ligesom landsretten, at Klager var betydeligt påvirket af alkohol og udviste uregerlig adfærd. Den indledende frihedsberøvelse fra kl. 19.55 var lovlig i henhold til Politiloven § 11, stk. 4, da den var nødvendig for at afværge fare for Klager selv.

• Fortsat frihedsberøvelse

Højesteret tiltrådte dog landsrettens flertals afgørelse om, at frihedsberøvelsen fra kl. 20.10 og frem til løsladelsen kl. 21.05 var ulovlig. Dette skyldtes, at formålet med frihedsberøvelsen kunne have været opnået med mindre indgribende midler end fortsat detentionsanbringelse.

Højesterets Vurdering af Nøgenvisitationen

Højesteret behandlede Klagers påstand om krænkelse af hans rettigheder under Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3.

• Afvisning af påstand

Højesteret afviste Københavns Politis påstand om at afvise Klagers krav om krænkelse af menneskerettighederne, idet påstandene var indbyrdes sammenhængende og kunne behandles samlet.

• Omfang af visitation

Højesteret fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at politiet inspicerede Klager mellem ballerne eller under forhuden, eller at han blev efterladt fuldstændig afklædt uden mulighed for at dække sig til.

• Ulovlig nøgenvisitation

Højesteret lagde dog til grund, at Klager blev lagt på en madras og under fastholdelse blev afklædt alt sit tøj af fire betjente. Politiet havde ikke oplyst tilstrækkeligt konkrete grunde til, at en nøgenvisitation var nødvendig for at sikre, at Klager ikke var i besiddelse af farlige genstande, jf. Bekendtgørelse om detentionsanbringelse § 10, stk. 1 og 2. Byretten havde allerede fundet det usandsynligt, at Klager skjulte stoffer i sit undertøj. Da nøgenvisitationen blev udført med magtanvendelse, jf. Politiloven § 16, og uden tilstrækkelig begrundelse, fandt Højesteret, at den var ulovlig og udgjorde en krænkelse af Klagers rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3.

Afgørelse

Højesteret afsagde følgende dom:

• Københavns Politi skal anerkende at have krænket Klagers rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 ved, at politipersonale den 31. maj 2021 omkring kl. 19.50 ved anvendelse af fysisk magt afførte ham alt sit tøj.
• Landsrettens dom stadfæstes for så vidt angår frihedsberøvelsen i tidsrummet fra kl. 20.10 og frem til løsladelsen kl. 21.05, som dermed fortsat anses for ulovlig.
• Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret.