Frifindelse i sag om tvangsfuldbyrdelse af samvær

Denne sag omhandlede en anmodning fra Juridisk far om tvangsfuldbyrdelse af samvær med Barn, samt krav om erstatningssamvær og tvangsbøder mod Mor, der konsekvent havde forhindret samvær. Sagen blev anlagt den 31. januar 2024, efter at de første samvær, fastsat af Familieretshuset i henhold til en dom fra Østre Landsret af 19. september 2023, ikke blev gennemført. Landsrettens dom havde fastsat 10 overvågede samvær af 1½ times varighed med to ugers mellemrum.

Juridisk fars påstande

Juridisk far nedlagde følgende påstande:

• At Familieretten skulle medvirke til en tvangsudlevering af Barn i henhold til Retsplejeloven § 456 r, stk. 5.
• At der skulle fastsættes erstatningssamvær for de samvær, der ikke var blevet udøvet den 10. april, 23. april, 6. maj, 21. maj, 6. juni og 19. juni 2024.
• At tvangsbøder på 3.000 kr. varslet i kendelser af 10. april 2024 vedrørende den 6. juni og 19. juni 2024 skulle udløses.
• At der skulle fastsættes nye tvangsbøder på mindst 3.000 kr., hvis Mor ikke udleverede Barn til erstatningssamvær.

Mors påstande

Mor påstod frifindelse for alle Juridisk fars påstande. Mor havde fri proces.

Sagens forløb og baggrund

Barn er født i 2012. Sagen har en lang forhistorie, der inkluderer:

• Højesterets dom af 2. december 2014, der gav Juridisk far ret til at anlægge faderskabssag.
• Østre Landsrets dom af 14. oktober 2021, der fastslog Juridisk far som Barns far.
• Østre Landsrets dom af 19. september 2023, der gav Mor forældremyndigheden alene, men fastsatte 10 overvågede samvær for Barn med Juridisk far.

Familieretshuset fastsatte datoer for de overvågede samvær i januar og februar 2024. Imidlertid blev ingen af samværene gennemført, da Barn ikke mødte op. Dette førte til flere kendelser fra familieretten om tvangsbøder og erstatningssamvær, som heller ikke resulterede i gennemførte samvær.

I et retsmøde den 29. maj 2024 deltog en børnesagkyndig psykolog. Den børnesagkyndige afgav en erklæring den 3. juni 2024, hvori det fremgik, at Mor var meget afvisende over for at etablere kontakt mellem Barn og Juridisk far. Den børnesagkyndige konkluderede, at tvangsudlevering ville virke uhensigtsmæssigt og potentielt traumatiserende, da Barn slet ikke kender sin far og derfor ikke kunne anbefales.

Københavns Politi oplyste den 16. august 2024 om flere anmeldelser fra Mor mod Juridisk far for falsk forklaring i retten, hvoraf nogle var blevet indstillet til efterforskning.

I retsmødet den 20. august 2024 blev det oplyst, at yderligere tre erstatningssamvær heller ikke var blevet gennemført. Familieretten fremsatte et forligsforslag om, at det første overvågede samvær skulle finde sted på den børnesagkyndiges klinik, men Mor afviste dette, da hun ikke anerkendte Juridisk far som Barns far på grund af hans påståede falske forklaringer i retten.

Parternes synspunkter

Juridisk far fastholdt, at tvangsudlevering på sigt var bedst for Barn, og henviste til Mors manglende medvirken som samarbejds- og samværschikane. Han henviste til Forældreansvarsloven § 4, der fastslår, at det som udgangspunkt er bedst for et barn at have kontakt med begge forældre. Han argumenterede for, at Barn uundgåeligt ville opdage sit ophav, og at det var bedst at få kendskab til det nu for at undgå større traumer senere.

Mor argumenterede for, at tvangsfuldbyrdelse ville være traumatiserende for Barn, og at barnets perspektiv skulle være afgørende. Hun fremhævede det høje konfliktniveau mellem forældrene og Barns manglende kendskab til Juridisk far. Hun mente, at Barns nuværende stabile hverdagsliv ikke burde forstyrres af en tvangsfuldbyrdelse, og at Barns holdning og behov skulle afklares.

Familieretten frifandt Mor for alle Juridisk fars påstande om tvangsudlevering, erstatningssamvær, udløsning af tvangsbøder og fastsættelse af nye tvangsbøder. Retten lagde vægt på, at tvangsfuldbyrdelse af samvær i henhold til Retsplejeloven § 456 p skal ske under hensyn til barnets bedste. På trods af Mors manglende medvirken til at etablere samvær, fandt retten, baseret på den børnesagkyndiges udtalelse, at en tvangsudlevering ville være potentielt traumatiserende for barnet, som ikke kender sin biologiske far. Retten vurderede, at tvangsudlevering ikke ville være en hensigtsmæssig løsning, da det sandsynligvis ville optrappe konfliktniveauet og involvere barnet direkte i konflikten, hvilket ikke var til barnets bedste. Det blev endvidere vurderet formålsløst at pålægge yderligere tvangsbøder eller fastsætte erstatningssamvær, da Mors modvilje var åbenlys. Hver part bærer egne omkostninger.