Højesterets dom om stadfæstelse af udvisning og indrejseforbud efter [Udlændingeloven § 50, stk. 1](/ref/udlændingeloven_§_50)

Sagen omhandler en domfældt persons anmodning om ophævelse af udvisning og forkortelse af indrejseforbud, som følge af væsentlige ændringer i hendes personlige forhold, herunder datterens forværrede trivsel efter Domfældtes udsendelse.

Tidligere domme og udvisninger

Domfældte er tidligere dømt og udvist i flere omgange:

• Københavns Byret, 21. juni 2019: Domfældt for overtrædelse af Straffeloven § 119, stk. 1 og Straffeloven § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1. Idømt fængsel i 2 år og 9 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
• Østre Landsret, 3. november 2020: Byrettens dom stadfæstet, straffen fastsat til fængsel i 3 år.
• Retten i Holbæk, 24. februar 2022: Domfældt for overtrædelse af Straffeloven § 244, jf. § 247, stk. 1. Idømt fængsel i 8 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Denne straf omfattede også reststraf på 191 dage fra den tidligere landsretsdom.

Anmodning om ophævelse af udvisning

Domfældte anmodede efterfølgende om ophævelse af udvisningen eller forkortelse af indrejseforbuddets varighed i henhold til Udlændingeloven § 50, stk. 1. Denne anmodning blev afvist af Københavns Byret den 21. december 2023 og stadfæstet af Østre Landsret den 12. april 2024.

Højesteretsbehandling

Domfældte påstod for Højesteret, at landsrettens kendelse skulle ophæves, og sagen hjemvises til fortsat behandling. Subsidiært påstod hun ophævelse af udvisningen i de to domme, og mest subsidiært forkortelse af indrejseforbuddene. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Supplerende oplysninger og argumenter

• Domfældte blev udsendt til Usbekistan i juli 2024.
• Hendes 13-årige datter er fortsat anbragt på institution for unge.
• Domfældte og datteren har haft telefonisk kontakt efter udsendelsen.
• Sociale myndigheder har oplyst, at datterens trivsel og adfærd er forværret i efteråret 2024, hvilket Domfældte tilskriver hendes fravær.
• Domfældte anførte, at datteren burde have været afhørt direkte i sagen.
• Højesteret fandt, at datterens forhold var tilstrækkeligt belyst gennem afhøringer af andre personer, herunder datterens plejemor og oplysninger fra sociale myndigheder. Retten vurderede, at Børnekonventionens artikel 12 om høring af børn ikke førte til en anden vurdering.
• Det blev fremhævet, at Domfældte stort set ikke har boet sammen med datteren i datterens levetid, og kontakten før udsendelsen var begrænset.
• Domfældte har en historik med alvorlig, personfarlig kriminalitet.

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse. Retten fandt, at der ikke var grundlag for at ophæve udvisningen eller forkorte varigheden af indrejseforbuddet. Højesteret bemærkede, at ændringerne i Domfældtes datters helbredsforhold ikke – hvis de havde foreligget på tidspunktet for afgørelsen om udvisning – ville have ført til, at der ikke skete udvisning, eller at indrejseforbuddets varighed ville have været kortere. Det blev også bemærket, at udvisningen ikke har opholdsretlige konsekvenser for datteren, og at datterens manglende unionsborgerskab betød, at Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 20 ikke var relevant for spørgsmålet om ophævelse af udvisningen eller forkortelse af indrejseforbuddet.